Uhm, der er dejlige sprøde friske bladselleri i butikkerne nu. Og her har du en grøntsag, hvor det hele kan spises, både stilke og blade. Det ser flot ud, når du f.eks. drysser en håndfuld selleriblade over din karrysuppe eller tykke tomatsuppe, og duften er sin helt egen. Bladene er også særligt gode i dine salater, hvor de bidrager med lidt sprød og fin bitterhed.

Skivet bladselleri i dine sammenkogte retter eller supper giver lige et ekstra pift af aroma og næsten italienske drømme. Bladselleri er nemlig rigtig god sammen med solmodne tomater og ost. Det er vigtigt at beslutte, om bladsellerien skal tilføre de varme retter smag eller konsistens. Skal smagen styrkes i maden, må bladsellerien gerne koges med længe. Men vil du tilføre din varme mad lidt sprød og knasende konsistens, er det bedst kun at lade den koge med de sidste 3-5 minutter. Bladselleri klæder også dine fiskeretter, så brug dem flittigt både kogt, stegt eller rå - for det er ik’ så ringe endda.

En af mine favoritter er en stilk bladselleri fyldt helt op med peanutbutter – gerne den crunchy af slagsen. Det er en meget populær snack i USA, hvor de faktisk bruger den som en appetitvækker før morgenmaden. Når jeg ikke har haft mere peanutbutter, har jeg afprøvet både Philadelphia smøreost eller krydderost, og det er super velsmagende. Stilkene renses og skæres i stænger á ca. 10 cm længde, fyldes godt med det valgte fyld og nydes f.eks. sammen med gulerodsstænger og agurkestænger – en rigtig sund snack også til børnene. Alternativt kan du bare dyppe stænglen i dip. Bladselleri kan som en let løsning også kommes i din grøntsagssmoothie, hvilket giver ekstra aroma og smag.

Bladselleri kan holde sig megalænge i en vase med lidt vand i bunden. Skær nederste 1-2 mm af roden, sæt i vase/glas og hæld 1-2 cm vand ved, stil i vindueskarmen helst køligt mod nord. Alternativt kan den stilles i køleskabsdøren, og husk jævnligt at fylde efter med vand. Du vil endda opleve, at bladsellerien fortsætter med at sætte nye skud og flere blade – og det er da smart! Velbekomme.

Indlæser Samtale