Det er så skønt med en burger, for bøffen med bacon, salat, ost og dressing smager fantastisk og er så nem at spise med et godt fast greb mellem fingrene. Jeg vil bare helst ikke have en melbagt eller kulhydratrig bolle udenom den. Og det er noget rod at folde det hele ind i et sprødt icebergblad, som så let sprækker og slipper hele molevitten ned i skødet. Et hvidkålsblad er lige lovlig sejt at bide over i ét hug, så der skal li’som en bolle til.

Det kan være svært at finde gode opskrifter på glutenfri og lowcarb sandwich- eller burgerboller, men jeg har fundet en, der giver elastiske, holdbare og smagfulde boller (tak for inspiration, Madbanditten). Den vil jeg dele med dig, så du kan blive klar til alle de dejlige grillaftener, der ligger foran dig i løbet af sommeren eller måske allerede i påsken.

4-6 stk. burgerboller:

4 piskede æg (tag lidt fra til pensling)

1½ dl hytteost gerne 4%

30 g smeltet smør

1½ dl mandelmel

¾ dl kokosfibre

½ dl sesamfrø (og lidt ekstra til drys)

3 tsk loppefrøskaller

2 tsk bagepulver

1-2 tsk salt

Opvarm ovn til 190 grader. Æg og hytteost blendes grundigt med blender (det er ikke nok at piske) og tilsæt smeltet smør. Tilsæt resten af ingredienserne. Rør dejen med elpisker, indtil den er jævn. Lad dejen hvile i 10 minutter.

Form dejen til 4-6 boller og læg dem på en bageplade med bagepapir. Tryk bollerne lidt flade f.eks. 2 cm i højden. Pensel med lidt sammenpisket æg og drys med sesam. Bag bollerne i den varme ovn i 20-25 min. indtil de er let gyldne. Afkøl på bagerist.

Bollerne kan holde sig fint nogle dage og kan også fryses. Er gode til både burgere og sandwichs.

Indlæser Samtale