Jeg støder gang på gang på artikler, blogs og anbefalinger, hvor den velmenende forfatter skriver mange nyttige oplysninger om vores kost – både om fælderne, farerne og fordelene ved de forskellige fødevarer. Heldigvis er der ved at være bred enighed om, at sukker, raffinerede produkter og tilsætninger er nogle af de områder, hvor vi skal passe rigtig meget på, hvis vi vil bevare et godt helbred. Og kulhydrater og sukker er det, vi bliver overvægtige af.

Men ofte bliver der samtidig givet anbefalinger som ”spis mere af det sunde fedt” eller ”undgå det usunde fedt”, uden at der i øvrigt beskrives noget om, hvad der er det sunde og det usunde fedt. Men der er i den brede befolkning ikke viden om, hvad der reelt er sundt fedt. Der hersker i Danmark en udpræget fedtforskrækkelse på baggrund af massiv fejlagtig oplysning helt tilbage fra 1960-70’erne. Og de officielle kostråd bidrager voldsomt til forvirringen. Når en skribent skriver ”spis sundt fedt” uden at uddybe det nærmere, så har hun selv et billede af, hvad det er. Men læseren har formentlig et helt andet billede af, hvad det er, og så var den vejledning jo ikke meget værd.

Læger og forskere i hele verden er ved at forstå, at fedt er nødvendigt for vores krop og helbred, og at det skal være i større mængder, end vi er blevet anbefalet igennem det seneste halve århundrede. Vi er designet til at håndtere fedt, og vi skal holde op med at spise fedtfattigt og i stedet igen spise fedtrigtigt. Vi bliver ikke overvægtige af at spise fedt. Fedt er et livsnødvendigt næringsstof for mennesket bl.a. som byggesten, energistof og "polstring". Især hjerne og nervesystem har brug for fedt, da op til 80% af cellevæggene her er lavet af fedt. Hormonerne er også opbygget af en stor procentdel fedt. Derudover kan de livsnødvendige fedtopløselige vitaminer (K, E, D og A) kun optages af kroppen, hvis der er tilstrækkeligt fedt. 

Blandingsfedtstoffer og margarine er hårdt raffinerede kunstige fedtstoffer, som vores krop formentlig må opleve som artsfremmede. Dette gælder også for de tynde vegetabilske olier, fabrikkerne kan fremstille af frø og små kerner. Vi er skabt af naturen, og naturen laver ikke dårlige og unaturlige fedtstoffer – men det gør fabrikkerne.

Jeg vil derfor kort ridse op, hvad der er det sunde og det usunde fedt:

SUNDT naturligt fedt:

  • Animalsk fedt fra landdyr og havdyr/fisk samt i animalske sideprodukter (æg, rogn, mælk, smør, ost mv.)
  • Vegetabilsk fedt (kokosolie, olivenolie)
  • Generelt det fedt, som spises i dets naturlige form sammen med hele råvaren (nødder, kerner, avokado mv.)
  •  

USUNDT kunstigt fedt:

  • Tynde vegetabilske olier (soja, raps, majs, solsikke, vindruekerne, hørfrø mv.)
  • Margarine (faste og flydende)
  • Blandingsfedtstoffer (smør-rapsolie mv.)
  • Transfedt i forarbejdede fødevarer.
  •  

Læs evt. mere om fedtstoffer her:

https://nutritionadvance.com/healthiest-cooking-oil/

Du kan også læse lidt mere om betegnelsen ”sund” her:

https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE9819464/vi-er-havnet-i-en-dyb-dyb-kloeft-af-forskellige-meninger-om-sund-ernaering/

Indlæser Samtale