Jeg bliver så vred, når en af mine bekendte får at vide af
sin læge, at han skal tage insulin for at behandle sin nyligt diagnosticerede Type2Diabetes.
Han får også at vide, at ”én gang diabetes, altid diabetes”. Min bekendte er
selvfølgelig dybt ulykkelig over, at han nu har en uhelbredelig sygdom, som
kommer til at medføre en masse ubehagelige følgesygdomme, efterhånden som tiden
går.
Der er bare lige det, at Type2Diabetes oftest er en
livsstilssygdom, og at konsekvenserne kan minimeres og i mange tilfælde helt
forhindres. Type2Diabetes er et symptom på, at livsstilen ikke er sund, og ved
at behandle med insulin fjerner man det umiddelbare symptom men ikke årsagen,
og kroppen bliver ikke helbredt men til gengæld fastholdt i sin sygdomstilstand.
Faktisk kan insulinbehandling accelerere selve sygdommen og følgesygdommene.
Den bedste måde at behandle Type2Diabetes er ved at ændre livsstilen, nemlig
gennem den mad vi spiser.
Når en person med Type2Diabetes minimerer eller fjerner kulhydrater
fra sin kost, bliver der mindre behov for kunstigt tilført insulin. Mange
bliver så dygtige til at håndtere deres kost, at de helt kan undvære medicinen,
og bliver erklæret for ikke-diabetikere.
Hvorfor er ordinering af insulin den første anbefaling til
den nydiagnosticerede? Fordi mange af de praktiserende læger er uddannet i, at
medicinen er den bedste og eneste løsning. Lægemiddelindustrien tilbyder, som
en del af deres markedsføring, kurser og konferencer for læger om sygdommen og behandling
med insulin.
Hvorfor fortæller den praktiserende læge ikke om kostens
indflydelse på diabetes? Fordi kostens virkning og betydning ikke er et
prioriteret fag i lægeuddannelsen. Og når lægerne endelig har fået sig en
praksis, bliver der ikke tid til at videreuddanne sig indenfor kost og
ernæring. Der er jo heller ikke store firmaer, der tilbyder dem kurser i at
lave god og sund mad med naturlige råvarer, for hvor meget prestige er der i at
fortælle om broccoli og æg?
Når så min bekendte dukker op hos sin egen læge, så har han max. 20 min. til at fortælle om sine symptomer, lægen har begrænset tid til at undersøge sin patient, og så bliver det oftest til en quick-fix-løsning med ordinering af medicin. Patienten går hjem med en indlært tro på, at en læge har styr på årsag, virkning, sygdomsbekæmpelse og sundhed. Men har lægen egentlig det? Eller har lægemiddelindustrien haft en lige lovlig lang finger med i spillet ved valg af behandling?