Jeg er blevet gjort opmærksom på, at nogle af mine tags på hjemmesiden er tomme. Det skal der gøres noget ved, for emnerne er supervigtige. Det første jeg vil skrive om er fermentering, for det er SÅ vigtigt med en god fordøjelse, også selvom vi ikke taler så meget om lige den del af vores naturlige funktioner. Tænk bare på, når din fordøjelse IKKE er i orden. Så er du mentalt næsten ikke til stede i det, du beskæftiger dig med, du bliver måske hjemme fra almindeligt socialt samvær, du sover dårligt, og turen til toilettet kan være både en lettelse og et mareridt på samme tid.

Fordøjelsen er fundamentet for et godt liv. Du kan tage utallige kosttilskud og stå på hovedet for din sundhed, men hvis dine tarmbakterier har det skidt, så hjælper det ikke en dyt. Med en velfungerende fordøjelse og sunde tarmbakterier opsuger du alle de livsnødvendige næringsstoffer, som du har brug for. Fermentering er en måde at forarbejde vores madvarer ”på forskud”, så vi har lettere ved selv at fordøje dem. Fermentering af madvarer er en metode, der kan understøtte og forbedre dine tarmbakteriers funktion og antal, især hvis man har været behandlet med antibiotika, og hvem i Danmark har ikke det! Antibiotika (penicillin) har netop den opgave at dræbe de skadelige bakterier i kroppen, men desværre rammer det også de sunde bakterier i f.eks. tarmene. Det betyder, at din fordøjelse er sat midlertidigt ud af spil. Det kan tage uger, måneder og år at få sin naturlige fordøjelse tilbage igen, så lidt hjælp vil være på sin plads f.eks. med fermenterede produkter som f.eks. surmælksprodukter, mælkesyrede grøntsager, kefir eller kombucha.

Ny forskning viser, at fordøjelsen og hjernen har et uadskilleligt samarbejde: der sendes hele tiden signaler frem og tilbage imellem dem, og når fordøjelsen virker optimalt, så virker hjernen også optimalt. Faktisk burde du indrette din kost ud fra 2 menuer: én menu for din tarmflora og én menu til dig selv. Og vær opmærksom på, at de fermenterede produkter IKKE må være pasteuriserede eller opvarmede, for så er bakterierne slået ned, og det giver jo ikke flere vitale bakterier til din tarm. Og pengene er spildt.

Sidste nye skud på stammen indenfor behandling af dårlig fordøjelse og forringet tarmflora er Fækal Transplantation. Her føres et sundt og velfungerende menneskes afføring ind i tarmen på den syge. Tanken er ikke så lækker, men hvis det kan hjælpe på både fordøjelse og livskvalitet, så er det en god mulighed. Indtil det bliver nødvendigt, kan det i hvert fald ikke skade dagligt at tilføre din kost lidt sunde bakterier fra fermenteret mad. Det kan købes, eller du kan selv lave det. Velbekomme.

Indlæser Samtale