Vejret og årstiden er til varme supper

uanset om du bor i byen eller på landet. Og uanset om du bor i lejlighed eller hus. Lige nu kan du få billige Hokkaido (også økologiske), og det er ikke spor svært at lave en rigtig god og smagfuld suppe, som både børn og voksne kan nyde og blive mæt og varm af. Server den efter en tur ude i råkulden.

Det skal du bruge til 4-6 personer:

  • 1 stort hokkaidogræskar
  • 2 store gulerødder
  • 2 løg
  • 2-4 fed hvidløg
  • 1 tommelfingerstor frisk ingefær
  • ½ dl olivenolie
  • kogende vand
  • 1 tsk. spidskommen
  • frisk chili eller chilipasta efter smag
  • 100 g flødeost
  • salt og peber
  • evt. lidt citronsaft

Sådan gør du:

Vask hokkaidoen grundigt og skær knopper og urenheder væk. Del den og fjern kerner og kernepulp med en ske. Behold skrællen på og skær hokkaidoen i store tern.

Skær gulerødderne i store tern.

Hak løg og hvidløg groft.

Skræl ingefær og hak den groft.

Steg alle grøntsagerne i olivenolien i en stor gryde i ca. 5 minutter.

Hæld kogende vand ved grøntsagerne, så de knap nok bliver dækket (hellere for lidt end for meget).

Tilsæt chili og spidskommen.

Lad det koge op og småsimre under låg i 20-30 minutter.

Blend suppen med en stavblender direkte i gryden.

Tilsæt flødeost og blend igen.

Tilsæt evt. mere kogende vand, men ikke mere end at du kan trække spor i overfladen med en grydeske.

Smag til med salt og peber og evt. også med et lille skvæt citronsaft.

Server med hjemmelavet drys af bacontern og/eller smørristede kerner/nødder (jeg er vild med en blanding af smørristede græskarkerner, solsikkekerner og hakkede hasselnødder). Velbekomme!!

Indlæser Samtale