Overvejer du også at forsøge dig med autentisk mad? Maries Mad Mission har givet to moderne, helt almindelige kvinder en udfordring, hvor de skal spise autentisk mad i 12 uger.
I en serie deler de hudløst ærligt, hvad de oplever – på den måde kan deres erfaringer måske hjælpe dig med at gøre en kostændring lettere. En kostomlægning er dog dit eget ansvar. Får du medicin, er det vigtigt også at få autoriseret rådgivning hos din egen læge.

Dag 2 og 3: Udfordringen – moderne kvinder spiser autentisk mad.

Hvad sker der egentlig i din krop, når du ændrer din kost til autentisk mad?

Vores testpersoner er nu nået til dag to og tre i udfordringen.

Nu skal kroppen omstille sig til den nye kost, og det kan være en hård omgang, selvom det er helt naturligt – men fat mod! Det er en fase!

Vi kan ligeså godt være ærlige - det føles forfærdeligt: irriterende hovedpine, kvalme og svimmelhed. Louise og Christina mangler energi, men oplever til gengæld ekstrem tørst og mad-lede på trods af en underlig sultfornemmelse. Og oveni det, er de plaget af dårlig ånde og stinkende sved.

Det de oplever, er en afgiftning af kroppen. Både Christina og Louise er ramt af ”detox” symptomerne, og der skal viljestyrke til at fortsætte udfordringen.

Er det farligt, det her? Orker jeg det?

Humøret er på nulpunktet, men heldigvis er begge kvinder forberedte på symptomerne, og taler med både hinanden og deres kostvejleder. Det hjælper dem begge meget at vide, hvorfor de har det, som de har det, og ikke forveksler symptomerne med sygdom. Det betyder heller ikke, at kostændringen er usund.

Christina trodser den manglende energi, og tager til træning. Det fjerner lidt at kvalmen. Men musklerne går konstant i krampe, og hun får hurtigt åndenød. Og så er der sukkertrangen! Ikke sult men en regulær sukkertrang. Den kvæler Christina med en hjemmelavet flødeis med mandler og chokolade, men uden sukker.

Louise træner sin hund og får lidt mere energi. Men hun er sulten mellem måltiderne. Hun synes, hun mangler næring, og sætter enorme mængder mad til livs ved de planlagte måltider. Hun føler sig totalt hjernedød.

Kostvejlederen fortæller:

Det er helt naturligt at få de forfærdelige symptomer, når man ændrer sin kost fra den ene dag til den anden. Kroppen har været vant til at forbrænde sukker og kulhydrater, som er en slags ”raketbrændstof”. Og når krop, muskler og hjerne pludselig IKKE får kulhydrater, så skal de og især leveren til at omstille sig til ”diesel”.

Det tager 1-4 uger at omstille sig fuldstændig, men så får man pludselig ekstra meget energi. Kroppen begynder nemlig at forbrænde fedt, som er et stabilt og effektivt brændstof. Den smule blodsukker, som hjernen har brug for hver dag, kan leveren selv lave.

Christina og Louises råd til dig:

  1. Vær god ved dig selv, det er OK at have det dårligt.
  2. Sæt dig ind i hvorfor du har det dårligt, så du ikke bliver forskrækket.
  3. Hold ud og lad være med at falde i fælden og spise sukker – det trækker bare pinen ud. Tag hellere en håndfuld mandler eller lignende.
  4. Husk at detox-symptomerne er et godt tegn, det betyder, at du er på rette vej!

Læs mere om sukker og kulhydrater her.

Hvem er Christina og Louise?

Vores testpersoner har det til fælles, at det ikke rigtigt fungerer med deres helbred, madvaner og indkøb. De vil begge gerne have en sundere livsstil samt større tilfredshed med egen krop, og især energiniveauet må gerne blive bedre.

Dog har de forskellige livsstile, og skal få deres nye madvaner til at fungere lige netop i deres hverdag. Christina er under uddannelse og fysisk meget aktiv, Louise er arbejdssøgende og lidt dovent anlagt. Christina vil især gerne have et mere stabilt blodsukker, og Louise trænger til mere muskelmasse for at komme ud af kategorien ”tyndfed”. Så nu får de individuel vejledning.

Følg med dag for dag og oplev helt tæt på, hvordan to almindelige unge kvinder under vejledning ændrer deres kostvaner og livsstil.

Læs mere om autentisk mad i spisekammeret her.

Indlæser Samtale