Overvejer du også at forsøge dig med autentisk mad? Maries Mad Mission har givet to moderne, helt almindelige kvinder en udfordring, hvor de skal spise autentisk mad i 12 uger.

I en serie deler de hudløst ærligt, hvad de oplever – på den måde kan deres erfaringer måske hjælpe dig med at gøre en kostændring lettere. En kostomlægning er selvfølgelig dit eget valg og ansvar. Får du medicin, er det vigtigt også at få autoriseret rådgivning hos din egen læge.

Vidste du, at autentisk kost kan give vildt mange uforudsete forandringer i kroppen?

Vores testpersoner er nået til uge 4 i: Udfordringen – moderne kvinder spiser autentisk mad.

 

 

Louises ”buttne” er væk – til gengæld har Christina fået det.

Der er sket nogle sære forandringer, og for at sige det lige ud: det er noget af en r*vtur.

 

Mine baller er blevet så glatte som en babys

 

Louise fortæller: Jeg har i mange år haft en totalt ucharmerende akne på mine baller. Det som også populært kaldes for buttne. Pludselig forleden dag, gik det op for mig, at det var helt væk. Jeg fatter ikke, hvad der er sket, men det er skønt at vide, at jeg ikke behøver at prøve at skjule noget f.eks. når jeg skal i svømmehal eller vil sole mig i græsset.

 

Oveni den positive opdagelse har jeg også lagt mærke til, at min ellers sædvanlige appelsinhud på overarme og lår er fuldstændig forsvundet. Det er som om arme og lår er blevet lidt mere faste i det.

 

Til gengæld synes jeg, at min hud er blevet mere fedtet. Det er ikke fordi, der kommer knopper, men der er ligesom lidt mere fedt i sveden. Jeg beklager detaljerne.

 

Jeg har fået buttne!

 

Christina fortæller: Det går åbenbart ikke hele tiden den rigtige vej. Jeg har aldrig før haft knopper på mine baller, men det er der altså kommet nu. Det er rigtig træls, for det er ærligt talt ikke pænt.

 

Appelsinhud kender jeg alt til, for det har min mor også altid haft. Jeg havde troet, at det måske ville gå væk med en kostomlægning, men der er ikke sket forandringer endnu.

 

Min hud er sjovt nok blevet mere tør, og der er mange små knopper lige under overfladen.

Kostvejlederen fortæller:

 

Hudforandringer er et typisk tegn på, at der samtidig med en kostomlægning også sker en forandring i kroppens hormonsystem. Hormonerne er kroppens signalsystem, og alle de hormonproducerende organer og kirtler får et helt andet udgangspunkt for deres produktion.

 

Når kostomlægningen fokuserer på naturlig og autentisk mad med masser af fedt, protein og ovenjordsgrøntsager, bliver hormonproduktionen også justeret hen imod det mere naturlige. Men det tager tid for kroppen at få indrettet sig efter de nye forhold, og det kan tage længere eller kortere tid hos to forskellige personer.

 

Og så er der aldrig en facitliste for alle. Vi er alle forskellige, og vores hormoner skal finde lige præcis dén unikke balance, som passer til lige dét menneske på lige dét tidspunkt i livet. Men det er helt sikkert, at hvis man i øvrigt er sund og rask, så kan hver enkelt med lidt justeringer og tålmodighed finde den rette balance i kosten og dermed også hormonerne.

 

 

Christina og Louises råd til dig:

  1. Du skal ikke give op – kroppen skal have tid til at finde sit naturlige leje
  2. Fordelene ved kostomlægningen overdøver ulemperne, heldigvis!

Hvem er Christina og Louise?

Vores testpersoner har det til fælles, at det ikke rigtigt fungerer med deres helbred, madvaner og indkøb. De vil begge gerne have en sundere livsstil samt større tilfredshed med egen krop, og især energiniveauet må gerne blive bedre.

Dog har de forskellige livsstile, og skal få deres nye madvaner til at fungere lige netop i deres hverdag. Christina er under uddannelse og fysisk meget aktiv, Louise er arbejdssøgende og lidt dovent anlagt. Christina vil især gerne have et mere stabilt blodsukker, og Louise trænger til mere muskelmasse for at komme ud af kategorien ”tyndfed”. Så nu får de individuel vejledning.

Følg med dag for dag og oplev helt tæt på, hvordan to almindelige unge kvinder under vejledning ændrer deres kostvaner og livsstil.

Indlæser Samtale