Det er mest kvinder, der følger
Maries Mad Mission. Men det interessante er faktisk, at den mad, jeg anbefaler,
dybest set er rigtig mandemad. Mandemad i den danske kultur er typisk noget med
masser af kød, fedt, sovs og kartofler. Og ekstra maskulint bliver det, når
manden kan få lov til at være grillmester. Til mandemaden vælges tit noget surt
eller stærkt krydret tilbehør.
Kvindemad er mere ovre i den
finere afdeling med masser af salat, fedtfattig kylling og en skive ciabattabrød.
Og ekstra feminint bliver det, når der serveres en avokado til med nogle dråber
vegetabilsk olie hældt ud over.
Kvinder behøver naturligvis ikke
helt så meget protein som mændene, af den simple grund at den naturlige
muskelmasse ikke er så stor hos kvinderne. Men det skal ikke fritage kvinderne
for at sørge for at få protein nok. Det meste protein fra maden går til
vedligeholdelse af kroppen og især muskelmassen.
Den store forskel i vores
kulturelle præference for mad er nok, at mænd ikke er helt så fedtforskrækkede,
som kvinder er. Mænd spiser gerne hele fedtkanten på oksebøffen og kan sagtens
tømme en pose flæskesvær. Det er der ikke mange kvinder i dag, der synes om.
Men fedt er nødvendigt for et godt helbred, og afholdenhed fra fedt er et
tillært og meget uhensigtsmæssigt valg. Det er de kulhydratrige og
stivelsesholdige fødevarer, der er usunde for vores krop, så dem skal vi skære
ned på.
Ovenstående er naturligvis en kraftig generalisering af forskellen mellem kvinders og mænds foretrukne fødevarer. Men som menneske er der behov for bestemte fødekilder for at kunne bevare et godt helbred hele livet uanset kønnet. Vi har alle brug for naturlig og autentisk mad: proteiner og fedt (helst også fra animalske produkter) samt grøntsager dyrket over jorden.
Foråret er kommet, så det er bare med at få børstet grillen af og få skaffet nogle lækre naturlige råvarer. Vælg et godt stykke økologisk kød eller fisk, og smid endelig ikke fedtet ud. Vær omhyggelig med at købe gode naturlige grøntsager i alle farver både de lette (salater, drivhusgrønt) og de kraftige (kål, løgsorter). Et skønt og sundt tilbehør kunne være mælkesyret grønt. Lav gerne en skøn og smagfuld sovs af smør eller fløde, eller vælg rørt kryddersmør og cremefraiche med masser af urter og krydderier i. En god dressing af olivenolie og citron kan du heller ikke fejle med. Dertil kan du nyde et godt glas rødvin eller en ekstratør hvidvin, og så kan du rigtigt mærke, at sommeren er lige om hjørnet.