Din udsendte fra Maries Mad Mission er på plads. I to dage med ti foredrag og 200 engagerede deltagere er der lagt brænde på bålet for at få genantændt min gejst for at gøre en forskel for danskernes sundhed og livskvalitet. Den store og velbesøgte LCHF Event i Säffle, Sverige, løber som vanligt af stablen i weekenden efter midsommerfesten (altså lige nu), og jeg har for længe siden besluttet mig for at deltage – koste hvad det vil. Du vil her få mulighed for at være med på en kigger.
Jeg vil i de kommende dage sende rapporter fra foredrag, samtaler og møder med både eksperter og helt almindelige mennesker, og der vil blive både faglige input og personlige historier. Jeg har ikke på forhånd lavet aftaler med nogen, men vil være opsøgende nysgerrig og lade tilfældet råde. Det bliver spændende at se, hvad det kan bringe.
Emnerne på foredragene er superrelevante: Livsstil og diæt i forhold til cancer, Historien om Dietdoctor, Sukkerafhængighed, Ketogen kost, Diabetesbehandling mmm. Jeg vil referere essensen af disse foredrag direkte til dig.
Mon jeg ikke også er så heldig at få opsnuset et par positive og vedkommende personlige beretninger om, hvad en fornuftig ændring af hverdagskosten kan gøre for helt almindelige menneskers liv og livskvalitet. Følg med og få den nyeste viden inden for kost og sundhed.
Marie Raes, Säffle