En af mine bekendte fortalte mig, at hun var så glad for sin surkål. Hun fortalte glædestrålende, at det tilføjede maden noget dejlig syrlighed, og at hun var sikker på, at det også gavnede hendes sundhed. Især måtte surkålen da gavne hendes bakterieflora i tarmene.

Det resulterede i et længere foredrag om fermenterede grøntsager, som surkål faktisk er. Jeg vil dog skåne jer for den lange udgave af foredraget, og her kun fortælle essensen.

Den gode nyhed er, at kål i sig selv er gavnlig for fordøjelsen som det, der kaldes præbiotika. Det er forskellige fødevarer, som vores tarmbakterier er vilde med. De har bl.a. særligt gavnlige fibre, som tarmenes mælkesyrebakterier lever af, og som hjælper de gode tarmbakterier til at formere sig. Surkålen har desuden været igennem en fermentering (gæring), som ”for-fordøjer” kålen på forskud, så vi har lettere ved selv at fordøje den og få det bedste ud af maden.

Den dårlige nyhed er, at de fleste mærker af surkål er pasteuriserede. Det betyder, at de er varmebehandlede for at sikre længere holdbarhed og for at forhindre dårlige bakterier i at fordærve surkålen, inden produktet er spist. Desværre forsvinder de fleste af de gavnlige bakterier også ved den varmebehandling, og det giver jo ikke flere typer vitale bakterier i din tarm. Så hvis du køber surkålen for at få flere slags mælkesyrebakterier i dine tarme, så kan du lige så godt spare de penge. Fødevarer fyldt med levende mælkesyrebakterier kaldes probiotika, og de skal være u-pasteuriserede for at tilføre nye gavnlige bakterier til dine tarme.

Du skal også huske, at den gode u-pasteuriserede surkål heller ikke må opvarmes, når du laver din mad. Den skal spises kold f.eks. som topping på din leverpostej eller avokado eller der, hvor du ellers ville bruge f.eks. agurkesalat eller andet syrligt tilbehør.

Konklusion: læs på deklarationen om surkålen er pasteuriseret. Er den det, så kan du købe den for bare at få ”for-fordøjet” kål. Vil du forbedre din tarmflora, bør du lade den stå og i stedet bruge dine penge på en u-pasteuriseret og levende surkål.  

Indlæser Samtale