Kostråd 4: Vælg fuldkorn.
Dette kostråd er det svageste af alle de 10 officielle kostråd. Fuldkorn er ikke nødvendigt, når vi spiser tilstrækkeligt med fiberrige ovenjordsgrøntsager, nødder, frø osv. Fuldkorn og korn i det hele taget indeholder ikke nær så mange nødvendige vitaminer, mineraler og sporstoffer som grøntsager, nødder, frø, kød, indmad, fisk og fedt.
Fuldkorn bliver anbefalet pga. fiberindholdet, og der står: "Fuldkorn mætter rigtig godt. Det betyder, at du spiser mindre og får lettere ved at holde vægten" = spis en masse ubrugeligt, så der ikke kan være mere i din mavesæk. Det er et argument, jeg synes svarer til at råde dig til at sulte dig selv og dermed snyde din krop for gode og nødvendige næringsstoffer. Men det er sundere, at kroppen bliver mæt af nærende fødevarer, som giver en helt anderledes mæthed, fordi det ikke bare er mavesækken, der bliver fuld, men hele din organisme, der bliver "mæt" af det, den har brug for. Og som bonus får du fibrene i den rette mængde og i det rette forhold sammen med de nærende fødevarer.
Jeg ved godt, at rådet om fuldkorn gives, fordi der spises for mange raffinerede kornprodukter i Danmark såsom hvidt mel, hvide polerede ris og hvide pastaprodukter, hvor fiberindholdet er lavt. Men at vælge fuldkorn ændrer ikke på den kendsgerning, at ALLE kornprodukter indeholder unødvendige kulhydrater, som øger dit blodsukkerniveau og med tiden kan bidrage til f.eks. overvægt og diabetes.
Mit råd er: udskift alle kornprodukter med flere ovenjordsgrøntsager, nødder, frø og kerner. Så får du masser af gode fibre, vitaminer og mineraler, og undgår samtidig alle ulemperne ved kornprodukterne. Det er da smart!