At de Officielle Danske Kostråd er skabt af og underlagt Fødevarestyrelsen er et problem i sig selv, da kostråd gerne skulle fremme sundhed uden skelen til fødevareindustriens økonomiske interesser. Men at regeringens Advisory Board vælger netop Dansk Industri som arena for offentliggørelse af anbefalinger for bedre mad og måltidsvaner i Danmark virker ualmindeligt betænkeligt.

Anbefalingerne fra Advisory Board for mad, måltider og sundhed offentliggøres nemlig på fredag d. 20. april i Dansk Industri med deltagelse af de fem involverede ministre og repræsentanter fra de væsentligste aktører på området.

På Advisory Boards digitale platform Madvirker.dk står ”Regeringen ønsker en samlet indsats på områderne mad, måltider og sundhed, med det formål at øge livskvaliteten for flere og reducere stigende samfundsudgifter relateret til usunde kostvaner”. Jeg har meget svært ved at forestille mig, at der vil komme anbefalinger om indsatser, der kan risikere at skade den danske fødevareindustri. Dertil er hele konstruktionen alt for involveret i Dansk Industri og Fødevarestyrelsen, og selv Novo Nordisk sidder med ved bordet.

Paradoksalt er det, at de stigende samfundsudgifter relateret til usunde kostvaner netop skyldes de usunde, forældede kostråd samt unaturlige industrifremstillede fødevarer med tilsætninger, som vores krop ikke kan håndtere. Fødevarer, som logisk nok er produceret med størst mulig indtægt for øje og derfor gjort så tillokkende som overhovedet muligt i både udseende og smag f.eks. med tilsatte afhængighedsskabende stoffer såsom sukker.

Der har været meget stille omkring offentliggørelsen. Sekretariatet for Advisory Boardet fortæller mig, at der ”formentlig vil være nogle indlæg i medierne om emnet, med det formål at få skabt interesse og opmærksomhed om den vigtige dagsorden”. Så får de godt nok travlt, for offentliggørelsen er allerede i morgen, og jeg har endnu ikke set noget!

Indlæser Samtale