Overvejer du også at forsøge dig med autentisk mad? Maries Mad Mission har givet to moderne, helt almindelige kvinder en udfordring, hvor de skal spise autentisk mad i 12 uger.
I en serie deler de hudløst ærligt, hvad de oplever – på den måde kan deres erfaringer måske hjælpe dig med at gøre en kostændring lettere.
En kostomlægning er selvfølgelig dit eget valg og ansvar. Får du medicin, er det vigtigt også at få autoriseret rådgivning hos din egen læge.

Dag 14: Udfordringen – moderne kvinder spiser autentisk mad.

 

Christina sætter 2 personlige rekorder!

Vores testpersoner har nu gennemført 2 uger af deres kostomlægning, og der er ved at ske nogle fantastiske fremskridt. Begge kvinder har fået mere energi, sover bedre om natten og bliver ikke overvældet af træthed midt på dagen.

 

Jeg er fuldstændig i chok og fatter absolut intet!

Christina fortæller: Jeg skulle alligevel ud med hunden, så jeg ville forsøge, om jeg bare kunne lunte min sædvanlige rute. Med det samme jeg begyndte at løbe, kunne jeg mærke, at "det her er vildt - jeg føler mig flyvende". Så jeg gav den gas, og hunden måtte galoppere ved siden af mig i stedet for at trave, som hun plejer. Resultat: to nye personlige rekorder, nærmest fra den ene dag til den anden!

 

Jeg har ALDRIG løbet så hurtigt før. Jeg løber et minut hurtigere end min sædvanlige "gode" tid før kostomlægning, og det er mere end to minutter hurtigere end under detox-nedturen. Jeg græd af chok og glæde, da jeg kom hjem, og måtte straks ringe til en veninde og fortælle hende om det. Jeg kan slet ikke få armene ned.

 

Jeg har MEGET mere mentalt og fysisk overskud nu.

Louise fortæller: Jeg er endelig startet op igen med træning. Før var det lidt af pligt, og jeg havde mange gode undskyldninger for ikke at komme af sted. Nu er jeg faktisk begyndt at glæde mig til at tage i fitnesscentret, og jeg har betydeligt mere energi.

 

Jeg har givet vægten på alle maskiner et hak op, og min muskelevne er mærkbart bedre. På trods af mere vægt på maskinerne, så kan jeg alligevel klare flere gentagelser. Jeg kan også mærke, at en dags træning ikke giver så meget træthed i musklerne næste dag. Det betyder, at jeg også bliver mere motiveret til at udfordre mine muskler med mere vægt og gentagelser lidt efter lidt.

 

Jeg fatter ikke, hvordan en simpel kostomlægning kan have den store indflydelse på så kort tid.

Kostvejlederen fortæller:

Fedt er et superbrændstof for musklerne. Hver muskelcelle får mere end 3 gange så meget energi ud af et fedtmolekyle end ud af et sukkermolekyle. Musklerne kan derfor præstere meget mere.

 

Kroppen er skabt til at forbrænde fedt. Det er det mest effektive og langtidsholdbare brændstof, vi kan bruge, og det findes i næsten alle dele af vores krop. Hvis vi vænner vores krop til at bruge unaturlige kulhydrater, så vil vi mange gange i løbet af dagen gå ”sukkerkold”, fordi vi pludselig mangler blodsukker. Og så er det, vi havner i den fælde, at vi vil spise endnu flere kulhydrater. Når kroppen har genlært at bruge fedt som brændstof, så går vi aldrig ”sukkerkold”.

 

Du kan betragte fedt som dieselbrændstoffet, der sikrer din krop en god, langtidsholdbar og pålidelig energi. Modsat, så er kulhydrater et raketbrændstof, som giver en hurtig korttidsenergi, men som også hurtigt klinger af.

 

 

Christina og Louises råd til dig:

  1. Nyd at du har mere energi, men lad være med at overdrive med dine aktiviteter – du skulle nødig brænde ud
  2. Lad dig ikke slå ud af en enkelt dag med træthed, du er stadig i en overgangsfase
  3. Glæd dig over, at tøjet er ved at blive for stort.

Hvem er Christina og Louise?

Vores testpersoner har det til fælles, at det ikke rigtigt fungerer med deres helbred, madvaner og indkøb. De vil begge gerne have en sundere livsstil samt større tilfredshed med egen krop, og især energiniveauet må gerne blive bedre.

Dog har de forskellige livsstile, og skal få deres nye madvaner til at fungere lige netop i deres hverdag. Christina er under uddannelse og fysisk meget aktiv, Louise er arbejdssøgende og lidt dovent anlagt. Christina vil især gerne have et mere stabilt blodsukker, og Louise trænger til mere muskelmasse for at komme ud af kategorien ”tyndfed”. Så nu får de individuel vejledning.

Følg med dag for dag og oplev helt tæt på, hvordan to almindelige unge kvinder under vejledning ændrer deres kostvaner og livsstil.

 

Indlæser Samtale