Hvorfor skal vi spise op til 60 energiprocent (E%) kulhydrater? Fødevarestyrelsen er igen ude med en skræmmevideo for at promovere deres Kostråd. Det er igen 2 x Morten, der toner frem på skærmen med deres ultrahurtige, aggressive fremturen mod alle andre kostretninger, end den de er betalt for at sælge.

Denne sidste video handler altså om kulhydrater. Der er intet i den menneskelige krop, der har brug for udefrakommende kulhydrater fra f.eks. frugt, kornprodukter og sukker, og der findes ikke essentielle kulhydrater for mennesker. Af samme grund findes der heller ikke mangelsygdomme pga. manglende kulhydrater. Til gengæld har vi et behov for en del essentielle naturlige fedtstoffer og proteiner.

De 2 x Morten forsøger ihærdigt på at ”nuancere” deres bevisførelse, men har du lidt kritisk sans, vil du kunne se, at bevisførelsen baserer sig på hurtige punchlines og speedsnak. Udtalelserne og de medfølgende visuelle spots er en primitiv og manipulerende måde at forsøge at overbevise forvirrede danskere om kostrådenes ”sandheder”. Desværre er der mange forvirrede danskere, og der er mange, der falder for manipulationen.

Udtalelsen: ”Det eneste, der feder, er kalorieoverskud” er nok den største fejlopfattelse, myndighederne nogensinde har fået. At vores fint sammensatte og komplekse organisme skulle være lige så primitiv som et oliefyr, er at nedvurdere hver eneste skabning, men budskabet sælger, omend det er unuanceret og helt hen i vejret.

”Har man tabt sig på LCHF, er det fordi man har spist færre kalorier, end man forbrændte” er også noget vrøvl. Netop på LCHF spiser man ofte flere kalorier, fordi meget af den indtagne energi kommer fra fedt. Det ligger i selve princippet Low Carb High Fat. At man spiser flere kalorier, betyder ikke, at man automatisk tager på, men at man lærer kroppens stofskifte igen at forbrænde fedt i stedet for kulhydrater, og dermed også giver kroppen mulighed for at forbrænde et evt. overskud af fedt fra fedtdepoterne. Det er en ur-gammel evne, kroppen har.

2 x Morten siger faktisk selv indirekte (UPS er de mon klar over det?), at fedt er godt at spise mere af: ”Den fødevare, der mætter mest pr. kalorie, er det tætteste, vi kommer på slankende fødevarer”. Det er netop det, der sker med fedt: mæthedshormonet fortæller os, når vi ikke bør indtage mere fedt. Der findes til gengæld ingen hormonel stopklods for kulhydrater, snarere tværtimod.

Videoerne og deres pågående attitude mangler ydmyghed og respekt overfor de mange hundredtusind danskere, der har fået et bedre og sundere liv ved netop at omlægge til en mere artsspecifik kost med færre kulhydrater og mere naturligt fedt. Ingen levende væsner bliver syge af at spise artsspecifik, naturlig mad. Kulhydrater i moderne mængder og desværre også af dårlig kvalitet er ikke en artsspecifik fødevare, idet landbruget først så dagens lys for blot 6.000- 10.000 år siden. Sukker som en hverdagsspise er kun blot 175 år gammel.

Efterhånden er debatten blevet afsporet til at blive en krig imellem myndighedernes kostråd og andre ”kure”. Kostrådene er fuldstændig lige så meget en ”kur” som alle andre moderne kostretninger, og faktisk er kostrådene yngre end f.eks. vegetarisme. Hvis vi forsøger at sammenligne med, hvad vi oprindeligt og evolutionært er skabt til at spise, så leveres i dag de fleste kalorier i vestlige lande af fødevarer, der praktisk talt ikke var tilgængelige under menneskets udvikling, nemlig kulhydrater (incl. sukker) og frøolier.

Hele serien af videoer og deres aggressive attitude ligger desværre helt i tråd med myndighedernes fake-news strategi, som blev udmøntet for blot et år siden. Det er tydeligt, at Fødevarestyrelsen kæmper med næb og klør for at leve op til deres forpligtelser overfor fødevareindustrien. Det er uetisk, når en hel befolknings sundhed og trivsel er på spil.

 

Læs om kostrådene her: https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE10410255/der-er-ingen-videnskabelig-evidens-bag-de-danske-kostraad/  

Se mit debatindlæg i Jyllands Posten om regeringens fake-news strategi her: https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE10852473/de-officielle-danske-kostraad-er-ikke-evidensbaserede-og-kan-meget-vel-omtales-som-fake-news/?fbclid=IwAR2-ai42BunsUbyRLNWbVCQmWlGcJh2ePOus3bzvdfIjwATFDv-nHaKL6uI

Indlæser Samtale