Antallet af dyr, der må lade livet for at brødføde os, er uhyggeligt stort. Jeg taler dog ikke om de dyr, vi bruger til mad eller tøj. Jeg taler om de dyr, der må lade livet, for at vi kan spise vegetabilske fødevarer.
Vi skal have mad for at leve, men hver gang vi spiser noget, så vil det være på bekostning af et andet væsens liv. Det er indlysende, at hvis jeg vil have en lammekotelet, så må et lam slagtes, og hvis jeg vil spise en omelet, så vil der blive tre færre kyllinger, der klækkes. Men det gælder også hver gang, jeg spiser noget vegetabilsk.
For eksempel er jeg nok ikke den eneste, der har samlet skovsnegle og kastet dem i en spand med saltvand eller hakket dem over med en spade, inden de fik raseret mit grøntsagsbed. Jeg er nok heller ikke den eneste, der har fjernet sommerfuglelarver fra spæde kålplanter, som en dag gerne skulle lande på min tallerken som grønlangkål. Jeg har i min iver bidraget til den faldende biodiversitet for at få varierede måltider med selvdyrkede grøntsager. Men den smule er intet at regne for de massedrab, der sker i og omkring verdens hundredtusindvis af hektar monokulturer med eksempelvis korn, majs, soja, ris, bælgplanter og grøntsager.
Grøntsagsproduktion koster liv
Det bliver tydeligt, når vi eksempelvis ser på et landbrug på 2.700 hektar i det nordlige Tasmanien. Her er kødkvæg, nogle får, skovbrug og byg og nogle år dyrkes der også ærter – cirka 400 ton ærter per sæson. For at beskytte ærterne er der opsat vildthegn, men der bliver også skudt en del dyr. Gården har tilladelse til at skyde omkring 150 hjorte. Der bliver rutinemæssigt skudt omkring 800-1.000 pungrotter og 500 wallabies hvert år samt nogle ænder. Nogle af jægerne bruger deres bytte til mad eller til kæledyrsfoder, men oftest bliver byttet efterladt, hvor det blev skudt. Mere end 1.500 dyr dør hvert år for at dyrke disse cirka 75 hektar ærter til vores frysere. Derudover estimerer man, at også 1.500 gnavere bliver ramt under dyrkning og høst.
Tasmanien er langt fra vores himmelstrøg, men scenariet udspiller sig over hele verden, hvor mennesker forsøger at beskytte deres vegetabilske afgrøder både under dyrkningen og efter høst. Beskyttelsen indebærer sprøjtning med pesticider for at undgå insektangreb, jagt på dyr for at undgå nedtrampning eller fortæring af afgrøderne, opsætning af fælder for at fange større skadedyr, udlægning af gift for at begrænse museplage, listen er lang.
Under høsten af afgrøderne bliver et ukendt antal dyr dræbt af de enorme høstmaskiner, som kværner igennem markerne. I Danmark omkommer dagligt råkid ved høst af majs og korn, og mon ikke der også kommer et par mus, padder eller harer ind i maskineriet. Men disse forhold er udover deres grusomme konsekvenser for dyrene også en hån mod dem, for afgrøderne er ikke nødvendige for os mennesker – de er blot praktiske og eftertragtede.
Unødvendige afgrøder
Evnen til at dyrke afgrøder er kun cirka 10.000 år gammel, og evolutionært er mennesket udviklet, fordi vi levede af animalske fødevarer. Ifølge rapporten US Institute of Medicine – Dietary Reference Intakes, findes der da heller ikke essentielle kulhydrater for mennesker, og der findes ingen mangelsygdomme, hvis man undlader at spise kulhydrater. At myndighederne alligevel anbefaler os at spise en kost med 50-60 procent kulhydrater fra vegetabilier, er i denne sammenhæng en vanvittig mængde. Kan vi acceptere, at der bliver dyrket enorme mængder vegetabilske fødevarer, som vi fysiologisk ikke har behov for, og som har millioner af dyreliv på samvittigheden?
En fødevare der eksempelvis ikke har nogen som helst ernæringsmæssig berettigelse er sukker. Forestil dig, hvor mange kvadratkilometer landbrugsareal, der bliver brugt til dyrkning af sukkerrør, sukkerroer og majs – blandt andet til udvinding af HighFructoseCornSyrup. Jeg kender ikke tallet, men det må være kolossale områder, som både insekter, bløddyr, padder, fugle, gnavere og større pattedyr opholder sig i og helt naturligt betragter som deres habitat.
Hvis jeg udelukkende spiser en hel kalv, som har gået frit og spist græs, indtil hjemmeslagteren kom forbi, og jeg udnytter hver eneste del af slagtekroppen fra mule til halespids, så har jeg mad til cirka 165 dage på bekostning af ét levet liv. Hvis vi altså regner med 200 kg kalv, hvor 1.200 g bliver spist pr. dag, hvilket svarer til cirka netto 300 g protein/fedt og 2.000 kcal.
Hvis jeg til gengæld i 165 dage spiser tilsvarende antal kalorier i vegetabilske proteiner, vegetabilske fedtstoffer, kornprodukter og grøntsager, vil antallet af ofrede enkeltliv være langt, langt større. Og der er en verden til forskel i forhold til slagteetik og respekt for levende væsner.
Som Matthew Evans, der er forfatter til bogen On Eating Meat, skriver: »Det er meget muligt, at det at spise mindre kød kan betyde mindre lidelse. Men tro ikke, at det at være vegansk ikke skader noget dyr«.