Jeg bliver tit spurgt, hvad jeg mener med udtrykket ”forædlede fødevarer”.

Min betragtning er, at så snart en råvare har været udsat for menneskers lyst til at ændre den, så sker der en forandring fra noget naturligt (autentisk) til noget kunstigt. Det kan i længden være fatalt, at vi mennesker leger Vor Herre og tror, vi kan være klogere end naturen selv. Hovedparten af nutidens forædlede fødevarer er blevet berøvet en stor del af deres oprindelige vitalitet og næring i producenternes jagt på sødere, større, flottere, saftigere og mere opsigtsvækkende, spektakulære produkter.

Ved en klog forædling bør der primært være fokus på næringsindholdet. Alt andet vil jo være risikabelt for din sundhed, idet en tom yderskal ikke kan give din krop dens nødvendige byggesten. Forædling er kammet over på et tidspunkt, hvor målet pludselig blev profit fremfor næringsindhold. Producenterne narrer dig til at købe deres forædlede produkter ud fra udseende, duft og smag fremfor næringsindhold.  

Hvad skete der f.eks. lige for ganske få år siden med blåbær, som i dag kan fås i store unaturlige kunstige variationer men uden smag? De blev udråbt til superfood, og så mistede de deres dyd gennem voldsom forædling og aggressiv markedsføring. De kaldes stadig blåbær, men de er i mit perspektiv en forarmet udgave af de vilde af slagsen.

I dag er det sådan, at f.eks. brændenælder er sundere end de fleste forædlede grøntsager. Jeg frygter den dag, en smart producent forandrer brændenældens egenskaber, så den ikke længere brænder eller betragtes som ubehageligt ukrudt. Sammen med brandtrådene vil der givetvis forsvinde nogle næringsmæssige, vitale egenskaber. Heldigvis kan jeg dog have mine egne vilde brændenælder i fred lidt endnu.

Og nu er det, jeg bliver sentimental. Den grå nattergal har stadig en mere uspoleret og stærkere kraft end den spraglede mekaniske fugl i HC Andersens berømte eventyr. Læs den og forstå, hvad jeg mener om forædling. https://www.duda.dk/eventyr/nattergalen/nattergalen.html

Indlæser Samtale