Lige om lidt er det påske, og det er ferie for mange af os.

Og så er der en god anledning til at kræse lidt for sig selv og familien med en god lammesteg.

Der er tradition for at slagte et påskelam og spise det til festmiddagen påskedag. Lam er en af mine yndlingsråvarer. Lam og får er nøjsomme dyr, de holdes oftest udendørs på græsmarkerne, og de bliver ikke så hårdt avlet. Jeg holder meget af smagen af både kødet og fedtet, og hos farmor blev lammekølle med oregano og hvidløg et virkeligt festmåltid. Og stegen passer stort set sig selv i ovnen.

Lam kan serveres med alle slags dampet kål (især rosenkål!) eller en skøn salat med tomater og fetaost badet i olivenolie. Alternativt råstegt grønkål med fetaost og havtornbær.

Det skal du bruge til 4 personer:

  •       Lammekølle, lammebov eller benfri steg 1,5-2,5 kg
  •       1-2 dl olivenolie
  •       1-2 spiseskefuld citronsaft
  •       1 stor spiseskefuld oregano
  •       Salt og peber
  •       3-4 løg skåret i store både
  •       4-8 fed hvidløg skåret i halve
  •       Evt. ¼ liter kogende vand

Sådan gør du:

  •       Læg stegen i en stor bradepande, rids evt. fedtlaget i fine tern
  •       Bland olie, citron og krydderier
  •       Hæld olieblandingen ud over hele stegen
  •       Sæt stegen i en kold ovn, skru op på 165 grader og lad ovnstege indtil kernetemperaturen er 85 grader, og stegen dermed er færdig. Det tager i alt ca. 2½ time for 1,5 kg steg eller ca. 3 time for 2,5 kg steg
  •       En time før beregnet sluttid fordeles løgbåde og hvidløg rundt i stegeskyen. Er der for lidt sky, kan du tilsætte det kogende vand.
  •       Stegen steges færdig.

Velbekomme og god påske.

Indlæser Samtale