Det sværeste for mig denne lange varme sommer var at undgå fristelsen til at købe mig en flødeis hver eneste dag. En flødeis fyldt med sukker og dertil hørende sukkersus med efterfølgende massiv træthed og utilpashed. Heldigvis findes der jo en udvej, som ikke bare er sundere men også laaangt billigere.

Jeg har fundet en let måde at lave is på med blot to basisingredienser: piskefløde og kokosmælk. Udover det kan man tilsætte forskellige smagsstoffer som f.eks. nogle dråber pebermynteolie, lidt citronsaft, appelsinsaft, blendede bær eller kakao. Eller man kan drysse sin færdige basis-is med f.eks. hakkede nødder, hakket mørk chokolade, tørrede bær, lakridspulver eller kokosflager. Ja, kun fantasien sætter grænser for dit valg af naturlige smagsstoffer. Du kan også bare nyde den ”on the rocks”!

 

Det skal du bruge:

  • ½ liter piskefløde
  • ½ dåse fuldfed kokosmælk (2 dl)
  • Evt. smag efter eget valg
  • Muffinforme eller små kageforme

 

Sådan gør du:

  • Pisk fløden stiv
  • Rør kokosmælken ned i flødeskummet
  • Øs op i eller hæld ud i formene
  • Sæt i fryseren til de er stivfrosne

 

Tips:

Kokosmælken skal være rystet godt, så mælken er homogen og ikke opdelt i væske og fedt.

Ved at bruge muffinforme eller små kageforme, er du fri for at skulle røre i isen under frysningen.

Stil formene på en lille bakke inden du fylder dem, så er de lettere at sætte ned i fryseren.

Tag flødeisen ud af formen, portionsanret og lad den stå i køleskab eller stuetemperatur 10-20 minutter før servering, da den er mere hård end fabriksfremstillet flødeis, der kan spises direkte fra fryseren pga. et højt sukkerindhold og emulgatorer.

Uuuhhhm.

Indlæser Samtale