Det er ingen hemmelighed, at jeg indimellem glemmer, hvad der ligger i bunden af fryseren. Til alt held fik jeg forleden fat i en mystisk pakke allernederst, som lignede en eller anden steg. Heldigvis stod der ”gris slag” udenpå, så jeg blev klar over, at det var slaget fra den halve gris, jeg havde købt sidste efterår fra nabogården.

Slaget kan vel nærmest betragtes som grisens sixpack og maveskind. Det er de muskler og hud, der omgiver hele mavepartiet, og som holder indmaden og fordøjelsessystemet på plads. Ja, jeg beklager denne anatomiske gennemgang, men ikke alle moderne mennesker har set et helt ”slag” fuldt udfoldet.

Slaget bliver som regel hakket med til fars, men jeg var altså så heldig at få det som et helt stykke, så slaget er nu tryllet om til den lækreste gammeldags rullepølse. Jeg er så heldig, at jeg har arvet min mormors gamle opskriftsbog fra 1913, der fortæller, hvordan man gør, og det vil jeg gerne dele med dig.

Det skal du bruge:

  • 1 griseslag (fra ½ gris) uden svær
  • 1-2 spsk. salt
  • Friskkværnet peber
  • 1-2 dl hakket persille
  • 1 tsk. allehånde
  • Stærkt bomuldsgarn eller sejlgarn
  •  

Sådan gør du:

  1. Slaget bredes ud på bordet med indersiden nedad (dér hvor alt muskelkødet sidder).
  2. Skær slaget til, så det bliver firkantet, og læg de afskårne stykker ovenpå slaget, dér hvor det er tyndt. Slaget skal være nogenlunde lige tykt over det hele.
  3. Drys salt, peber og allehånde jævnt ud over slaget.
  4. Fordel persillen jævnt ud over slagets midterste korte tredjedel.
  5. Rul/fold slaget fra den korte ende.
  6. Bind slaget sammen med garn (se evt. videoen nederst).

Nu skal rullepølsen saltes i 5-7 dage.

Til saltning:

  • En stålgryde eller stor plastbeholder
  • 150 g salt pr. liter vand
  • 25 g sukker pr. liter vand

 

Opløs salt og sukker i vandet. Læg rullepølsen i gryden/beholderen i den kolde saltlage, så lagen dækker kødet. Stil det i køleskab i 5-7 dage.

Når rullepølsen er saltet færdig, tages den forsigtigt op og saltlagen kasseres. Læg rullepølsen i en gryde, overhæld med koldt vand til det dækker og tilsæt 1 spsk salt. Bring i kog og lad rullepølsen småsimre i 1½-2 timer. Tag rullepølsen op i et fad og lad den køle lidt af. Læg den i en rullepølsepresse og pres den let. Køl helt af ved stuetemperatur og afslut i køleskab til næste dag. Tag rullepølsen ud af pressen, skær en skive og nyd smagen.

TIP: Man kan også lave rullepølse af får eller ged.

TIP: Har du ikke en rullepølsepresse, kan du bruge en lidt for lille aflang brødform, lægge et spækbræt på og sætte noget meget tungt ovenpå, eller brug et par skruetvinger til at presse spækbrættet fast.

Det kan virkelig anbefales at bruge lidt tid på at lave sit eget pålæg. Det er så lækkert – og helt uden kunstige kemikalier og tilsætninger. På den måde kom UFO’en (Uidentificeret Frosset Objekt) til ære og værdighed som den lækreste rullepølse. Velbekomme!

Sådan kan du opbinde din rullepølse: https://www.youtube.com/watch?v=bh6oFUZWbq4

Indlæser Samtale