Kål-slaw
Nu har jeg serveret forskellige variationer af kål-slaw til
aftensmad 5 dage i træk, og min mand er stadig vild med den. Det er altså bare
den amerikanske coleslaw i en god
dansk udgave. Men han synes, den er så frisk og god, at den burde deles med
andre, så her kommer opskriften nedenfor.
Kål-slaw kan serveres som tilbehør til sommerens grillmad eller til en hvilken som helst ret i øvrigt. Især spiller denne kolde ret godt sammen med varme retter. Den kan også bruges til madkurven, hvis du skal en tur ud i naturen eller til stranden. Eller hvad med at bruge den som topping på en bøfsandwich? Den er god til al slags kød, hvad enten det er fisk, fjerkræ, kalv, okse, lam eller svinekød. Mulighederne for at variere smagen, så den passer til kødet, er uendelige. Du ændrer bare på valget af urter og krydderier.
Dette skal du bruge til 2 personer:
½ spidskål
3 spiseskefulde Yoghurt eller cremefraiche
½ dl piskefløde
Et stort skvæt citronsaft
½ teske salt
1 slags krydderurt f.eks. purløg, persille, dild, koriander
eller hvidløg
1 slags krydderi f.eks. kommen, dildfrø, sennepsfrø,
paprika, chili eller karry
Sådan gør du:
Snit spidskålen fint.
Bland yoghurt med piskefløde. Tilsæt citronsaft og salt og
rør det godt sammen. Tilsæt hakket krydderurt efter eget valg og smag. Tilsæt
passende krydderi. Rør det hele godt sammen og smag til.
Vend den snittede spidskål ned i dressingen lidt af gangen,
så det hele bliver blandet godt. Stil på køl.
Velbekomme og god sommer!