Leverpostej er typisk dansk pålæg, heldigvis. For der findes nok ikke ret meget pålæg, der er mere sundt og fyldt med essentielle næringsstoffer. Lever er desværre ikke så populært som hel råvare, men som forarbejdet vare kan det åbenbart godt gå an. Leverpostej er også ret praktisk, for har du først lavet dejen/farsen, så kan det fryses rå i aluminiumsbakker eller skåle, og bages når man skal bruge det. Desuden kan det bruges enten som pålæg eller som hovedingrediens til aftensmaden.
Det er vigtigt, at leveren stammer fra fritgående, økologiske dyr, for at sikre at der ikke er pesticid- og medicinrester i råvaren.
Det skal du bruge:
- 900g lever (valgfri type)
- 250g flomme/spæk
- 2 mellemstore løg
- 3 æg
- 2-3 dl piskefløde
- 1½-2 strøgne spiseskefulde salt
- Peber
- Evt. allehånde (3 stk. knuste tørrede eller 1 teske pulver)
- Evt. en håndfuld svampe
- 6-10 aluminiumsforme med låg eller krukker/skåle, smurt med smør
Sådan gør du:
- Kør alle de faste ingredienser igennem kødhakkeren (1 gang for grov leverpostej, flere gange for fin leverpostej)
- Bland de våde ingredienser og krydderier (hold evt. lidt af fløden tilbage og tilsæt senere ift. ønsket konsistens)
- Rør kødfarsen op i æggevæsken
- Rør grundigt med el-pisker indtil farsen er lind som grød (tilsæt evt. mere fløde)
- Hæld i de smurte forme op til 1 cm fra kanten
- Bag nogle stykker uden låg i vandbad* på ovnens nederste ribbe ved 200 grader i en forvarmet ovn i 45-60 min. (skorpen skal blive let mørkebrun)
- Frys resten rå til senere bagning.
*vandbad: sæt bakker med leverpostejfars i en bradepande eller et ovnfast fad med kant, som fyldes med vand op til ca. 1 cm fra bakkernes øverste kant.
Nyd leverpostejen varm med rødbede, agurk, rå tyttebær eller andet surt. Velbekomme.