Nogen sagde jeg var skør, andre syntes jeg var modig. Under alle omstændigheder så sagde jeg mit gode job op og kastede mig ud i egen virksomhed: Maries Mad Mission. Hvis man læser navnet på engelsk, så er det i hvert fald skørt. Det handler om mad, rigtig mad, autentisk mad. Den mad, vi alle burde leve af. Og min mission er at være med til at få myndighederne til at justere deres kostråd hen til en naturlig kost for os mennesker. Vi kan ikke blive ved med at spise kunstig mad, som vores krop ikke kan genkende.

Det er ikke danskernes skyld, at vi som befolkning bliver mere og mere syge og overvægtige. Det er kostrådene, der er forkerte. Det har de været i snart 50 år, og nu må det stoppe. Det er ikke din skyld, hvis du er blevet lidt for rund, for du har jo bare fulgt eksperternes råd – du har hverken været for doven eller for grådig. Myndighederne bebrejder dig ellers hele tiden: du skal motionere mere og spise mindre, siger de. Sludder og vrøvl, siger jeg. Måske har du også fået diabetes 2 (gammelmands sukkersyge, selvom du er ung), og det har meget at gøre med de forældede kostråd. Mange moderne sygdomme kan undgås med en naturlig kost – og det er faktisk ikke særlig mystisk eller avanceret. Det kan jeg fortælle dig om.

Vil du gerne finde den bedste udgave af dig selv og få et større overskud i hverdagen? Så er du inviteret med på Maries Mad Mission. Jeg vil give personlig vejledning, holde foredrag, undervise og deltage i trivselsprojekter. Og ikke mindst så vil jeg holde debatten varm her på min blog og Facebook-side. Jeg glæder mig til at møde dig – og du må gerne tage en veninde med.

Indlæser Samtale