Jeg vil så gerne anbefale danskerne at købe gode, sunde råvarer og lave deres egen mad. Men mange i de yngre generationer aner ikke, hvordan de skal håndtere råvarerne, når de skal til at lave maden. Jeg tror, vi har fået skabt 2 generationer af køkkentumper. Langsomt men sikkert har fødevareproducenterne afvæbnet køkkenskriverne ved at lokke med lette og hurtige færdigretter til de travle småbørnsfamilier og de unge, og det er også blevet mere almindeligt at spise ude på fastfood restauranter. I den proces er vigtig viden om fødevarer og madlavning skubbet til side og med tiden gået lidt i glemmebogen. Rollemodeller har de unge heller ikke rigtig haft, for dengang i 1982 da lørdagskyllingen blev opfundet, var husmoderen lykkelig for at få tid til sig selv, når hun endelig var kommet hjem fra arbejde.

Det er ikke så mærkeligt, at der sælges kogebøger som aldrig før. Men bliver de brugt, eller står de bare passivt på køkkenhylden efter et desperat forsøg på at lave rigtig mormormad? Når opskriften kommer til ”suppen jævnes (?) med 2 spiseskefulde hvedemel” bliver det unge menneske tom i blikket, giver op og serverer boller i karry uden sovs. Kogebogen bliver sat på hylden, og næste dag står den igen på leveret pizza nede fra hjørnet.

Vi kan ikke være det bekendt. Det er ikke de yngre generationers skyld, at de er havnet i den suppegryde. Fødevareproducenter, myndigheder, sociologer mv. har ikke været nok opmærksomme på, at når noget nyt kommer ind, risikerer vi at noget gammelt kastes ud. Mange unge er ikke fortrolig med den gamle husmodertankegang, f.eks. at købe de rigtige råvarer på det rigtige tidspunkt af året og selv fremtrylle sin aftensmad. De gamle værdier, erfaringer og basal viden om fødevarer, autentisk mad og madlavning er guld værd, og nu er det blevet nødvendigt at genopdage det og derefter genopdrage de yngre danskere til at tage aktivt hånd om det vigtigste i deres liv – deres egen og deres børns sundhed. Der skal startes helt forfra i de fleste unge danske køkkener, og det kan ikke gå hurtigt nok.

Indlæser Samtale