Endelig er der håb for danskernes helbred, og at håbet skulle komme fra USA er næsten ikke til at tro. Det er som bekendt ikke alt fra USA, der er sundt for os danskere, og vi er som regel også ca. 10 år bagefter, men denne gang må Danmark gerne blive ramt af de amerikanske vinde vedrørende kost og madvaner.

I USA har myndighederne lyttet til deres borgere, eller rettere sagt så har regeringen lyttet til deres sundhedsrådgivere og set med bekymring på de stigende sundhedsudgifter, der lægger et stort pres på både befolkning og nationaløkonomi. De amerikanske myndigheder har taget et usædvanligt skridt og har i slutningen af februar offentliggjort en indsats for at justere og kvalificere de amerikanske kostråd fra 2015 (Dietary Guidelines 2015). Indsatsen sættes i gang allerede nu, fordi der rutinemæssigt skal fremkomme nye kostråd hvert femte år dvs. næste gang i 2020, så der er ingen tid at spilde.

Det særligt usædvanlige i den amerikanske regerings og myndighedernes nyeste indsats er, at de inviterer offentligheden til at bidrage med forslag til justeringerne af de gældende kostråd – det er aldrig før sket i USA. Amerikanerne har således en lille måned til at indsende deres holdninger, dokumentation og ikke mindst evidensgrundlag, og alle bidrag vil blive inddraget i udarbejdelsen af kommende kostråd.

Men skal vi så i Danmark vente de sædvanlige 10 år på at komme efter amerikanerne? Svaret må være et stort rungende NEJ!

Vi har i dag en unik chance for at få justeret og faktatjekket vores Officielle Danske Kostråd. For én ting må vi konstatere: de nuværende kostråd virker åbenbart ikke, siden vi kan præstere en så dårlig national sundhedsprofil. At nogle påstår, at danskerne bliver usunde, fordi de netop ikke følger kostrådene, er ikke et argument for, at kostrådene skal bibeholdes uændrede. Hvis folk ikke kan følge dem, så må de laves om, så folk rent faktisk kan følge dem. Men det kræver samtidig, at kostrådene er evidensbaserede, for ellers er vi lige vidt med sundheden. Det er bare med at komme i gang med en justering.

Se mere her: https://www.regulations.gov/document?D=FNS-2018-0005-0001

Indlæser Samtale