Til jul får vi traditionelt flæskesteg eller and, til påske er der fokus på lam og æg, og pinse er med tiden blevet til højtiden, hvor fisk står på menuen.
Det er slet ikke så ringe endda!
Du kan lige nå at skaffe dig lidt fisk eller skaldyr til pinsen, enten til en hyggelig pinsefrokost eller til en lækker ret til aftensmaden – eller begge dele. Fisk og skaldyr kan også sagtens grilles og smager fantastisk sammen med en god salat evt. med en syrlig dressing.
Fisk og skaldyr er endda rigtig sundt. Der er ingen tvivl om, at vores forfædre ved kyster, åer og søer har spist rigtig meget fisk. Især er der både gode proteiner og livsvigtige fedtstoffer i, som vores krop har brug for. Fedtstoffer er byggesten i alle cellevægge og giver dem de rette egenskaber og smidighed. Især Omega 3 bruges til at opbygge bl.a. nerve- og hjernecellerne. Omega 3 findes i flere udgaver, og de vigtigste kaldes EPA og DHA. De findes især i fede fisk f.eks. vildtfanget laks, sild og makrel. De fede fisk får deres Omega 3 fedtindhold ved at spise alger (tang) eller andre småfisk, der har spist alger. Opdrættede fisk har til gengæld et meget lavt indhold af Omega 3, fordi de får kunstigt foder, så det er vigtigt at kontrollere, hvor fisken kommer fra.
Som en lille tilføjelse vil jeg gøre opmærksom på, at tang er et supergodt tilbehør til fiskeretter. Tang indeholder de samme livsvigtige fedtstoffer, som fisk gør. Og er du vegetar, kan du gennem tang få dækket en stor del af dit behov for især Omega-3 fedtsyrer.
Mangler du inspiration? Få ideer og opskrifter her: http://www.2gangeomugen.dk/