Skal vi patte af koen eller andre dyr? er der nogle, der spørger ret så provokerende.

Nogle mener, at vi ikke har behov for mejeriprodukter efter 1-3 års alderen, hvor vi er blevet vænnet fra modermælken. Jeg kan sagtens følge de overvejelser, for evolutionært har mennesker ikke behov for et andet dyrs mælk, som jo dybest set er artsfremmed for os. Det var først dengang, vi mennesker fik tæmmet køer og geder, at vi begyndte at bruge dyrs mælk som næringsstof. Mejeriprodukter er en udmærket kilde til protein, fedt, vitaminer og mineraler. Mejeriprodukterne omfatter f.eks. alle mælkevarer, yoghurter, oste, fløde og smør.

Hvis du har et barn, der ofte får betændelser eller udslæt, kan det være en fin ide at prøve at udelukke mejeriprodukter i nogle uger. Hvis betændelserne eller udslættet forsvinder, kan du være ret sikker på, at dit barn er overfølsom overfor mejeriprodukter. For at blive helt sikker i din formodning kan du prøve at give dit barn lidt mejeriprodukter igen for at se, om betændelserne eller udslættet kommer tilbage. Gør de det, har du fået fastslået en overfølsomhed og bør udelade mejeriprodukter i barnets kost.

Din efterfølgende bekymring kan blive: Hvor får mit barn så sin nødvendige kalk (calcium) fra? Bekymringen kan skyldes den almindelige misforståelse, at kalk kun findes i mejeriprodukter. Men rent logisk ville vores forfædre for 100.000 år siden ikke have kunnet få f.eks. stærke knogler, hvis der kun fandtes kalk i mælk, for køerne var ikke blevet tæmmet endnu.

Den livsvigtige kalk findes i mange andre naturlige fødevarer f.eks. bladgrønt (dild, koriander, kørvel, bladselleri, spinat, grønkål, persille, mælkebøtter, brændenælder), hyben, æg, birkes, sesamfrø, mandler, hørfrø og især i tang (men det er ikke så almindeligt at spise i Danmark – endnu). Disse råvarer indeholder også masser af vitaminer og mineraler. Og hvis du supplerer med sardiner, makrel og sild, så får du rigtig mange gode næringsstoffer sammen med den kalk, der findes i de små næsten usynlige fiskeben, der følger med.

Konklusionen er, at du sagtens kan undvære mejeriprodukter, men du skal være omhyggelig med at få din kalk fra andre kalkrige råvarer. Har du en overfølsomhed overfor mejeriprodukter og derfor udelukker dem, undgår du samtidig generende betændelser og unødvendig behandling med antibiotika - og så har du brudt en ond cirkel.

Indlæser Samtale