Naturen laver ikke usundt fedt, det gør fabrikkerne, f.eks.
er margarine hårdt forarbejdede, raffinerede flydende fedtstoffer som især
kommer fra planteriget. Fedtstofferne har mistet deres naturlige flydende struktur,
er blevet blandet sammen og har været udsat for en kemisk formgivning, der får
produktet til at ligne noget naturligt. Men det er alt andet end naturligt. Ved
forarbejdningen af margarinen bruges kemiske stoffer, som du også kan finde på hylderne
med kemiske væsker i supermarkederne. Dem ville du forhåbentlig aldrig indtage
eller give til dine børn. Det var netop en kemiker fra Frankrig, der i 1860erne
opdagede muligheden for at fremstille noget smørlignende ud af nogle
restprodukter fra smørfremstilling.
Industrien skal sikre en høj indtjening, så udgifterne til
indkøb af de nødvendige råvarer til fremstilling af deres produkt må
nødvendigvis være så lav som muligt. Det betyder, at de forskellige råvarer
formentlig er af ringeste kvalitet. Jeg vil derfor altid være skeptisk, når jeg
står overfor et fabriksfremstillet produkt, der vil prøve at ligne en naturlig
råvare. Bare det reklameargument, at ”denne xx-margarine smager ligesom rigtigt
smør”, kan få mig til at vælge smør, for det er åbenbart det, producenten
stiler efter, så hvorfor skulle jeg vælge noget dårligere og kunstigt.
Margarine er og bliver et artsfremmed og kunstigt produkt.
Vores krop kan ikke genkende fedtsyrerne og tilsætningsstofferne og vil derfor
reagere imod stofferne, hvis vi indtager dem. Der er ingen grund til at vælge
et unaturligt produkt, som din krop skal have problemer med at få omsat.
Vi skal ikke spise fedtfattigt, men vi skal spise fedtrigtigt og naturligt. Det betyder, at vi skal foretrække rigtigt, rent smør fremfor margarine af enhver art.