Det var forleden dag. Vejret var rimeligt fint, solen skinnede og bøgetræernes blade lyste neongrønt i den lette brise. Jeg stod og nød forårets dufte dér midt i solstriben og blev overmandet. Koldskål!!! Den dér ultimative danske sommerret, blød, frisk og cremet, sød og syrlig på samme tid. Et hurtigt smut til købmanden og hjem igen til solstriben med en liter af den bedste, økologiske kærnemælkskoldskål, der findes.

Nu er jeg jo garvet LCHF-er (lowcarb-highfat), så for at banke fedtprocenten op, blandede jeg en ½ dl piskefløde i min 2½ dl koldskål. Og i stedet for kammerjunkere smuldrede jeg hakkede nødder og solsikkekerner over. Uuuuhmmm. Det blev nydt i fulde drag og spist ud i en køre.

Men jeg havde glemt, hvor ubehageligt det var: straffen, der indtræder ca. 20 minutter senere. En susen i hele min krop, uro og en indre følelse af åndenød men uden åndenød. Mit blodsukker må have været skyhøjt, og insulin har pumpet rundt for at få blodsukkeret ned på et tåleligt niveau. Jeg er jo slet ikke vant til at få så meget sukker på en gang. En time senere lå jeg på sofaen, søvnig, utilpas og vred på mig selv.

Vreden blev dog yderligere forstærket, da jeg følte mig nødsaget til at kigge på næringsindholdet på koldskålens emballage (måske lige en postgang for sent, tænker du nok). Jeg kunne konkludere, at der er cirka lige så meget sukker i koldskålen som i en cola. I den hele liter koldskål er der sukkerarter svarende til 48 sukkerknalder (1 sukkerknald vejer 2,1 g)

Pr. 100 ml

koldskål

cola

energi

302 kJ / 72 kcal

180 kJ / 42 kcal

fedt

2,0 g

0 g

Kulhydrat

10 g

10,6 g

heraf sukkerarter

10 g

10,6 g

protein

3,4 g

0 g

salt

0,12 g

0 g

 

Med de 2½ dl koldskål + ½ dl fløde fik jeg på knap 5 min. hældt sukkerarter ind i min krop svarende til 12½ sukkerknalder (uden beregning af kulhydrat for drys). Det er ikke så underligt, at jeg fik et regulært sukkerchok! Fremover vil jeg lave min egen koldskål, hvor jeg selv er herre over mængden af tilsat sukker, og jeg kan love dig for, at der IKKE kommer 12½ sukkerknald i pr. portion!

Indlæser Samtale