Det ene øjeblik er det blåbærrene, næste dag er det avokado og dagen efter er det chiafrø. Vi bliver hele tiden påvirket af information om, at dit og dat er supersundt, og at vi absolut må have det med i vores hverdagsmad. Når jeg ser artikler eller reklamer for en ny ”superfood” bliver jeg straks kritisk og undersøger næringsindhold mv. lidt nærmere. Og umiddelbart er der intet, der taler for, at netop de opreklamerede ”superfoods” er sundere end så meget andet.
Jeg er blevet interviewet af nogle unge studerende om superfoods, fødevaretrends og sociologiske tendenser i samfundet. Det gav anledning til spændende refleksioner, og jeg fik skærpet min holdning til superfoods.
Samlet set mener jeg, at etiketten ”superfood” hører mere ind under markedsføring end under sundhed og ernæring. Producenterne har set en klar fordel i at promovere et bestemt produkt som ”super” og dermed øge salget på en let og omkostningsfri måde. Mange (især måske unge) kan føle sig på Herrens Mark, når de skal vælge gode næringsrige råvarer, og dermed kan man let blive forført til at synes, at man i det mindste kan sikre sig god næring ved at købe en ”superfood”. Det kan i dagens Danmark være svært at vide, om de fødevarer, man vælger, strutter af sundhed, for producenterne må ikke anprise varerne som sunde men gerne som ”superfood”.
Det er en veldokumenteret kendsgerning, at mange moderne fødevarer har mistet en del af deres oprindelige næringsstoffer i jagten på store, farverige, søde og nye forædlede produkter. Samtidig har en stor del af vores fødevarer ikke vokset eller græsset på næringsrige jorde og får dermed heller ikke et robust og vitalt næringsindhold. Et tydeligt eksempel på en ”superfood”, der mistede sit oprindelige særkende, er blåbærret. Den dag blåbær blev ophøjet til ”superfood” blev det danske marked oversvømmet med den amerikanske variant, som er større og mere sødlig, men den farver ikke tungen blå og kommer i smag og næringsindhold aldrig op på siden af de vilde blåbær fra Sverige eller den danske natur.
Jeg promoverer eller spiser ikke superfoods som ”superfoods”. Jeg promoverer og spiser naturlige næringsrige fødevarer, som ville kunne kaldes ”superfoods”, fordi de indeholder virkelig mange essentielle næringsstoffer f.eks. fødevarerne æg, spinat, lever og grønkål. De bliver dog formentlig aldrig særlig trendy, og jeg tvivler også på, at salget ville eksplodere, hvis der kom et mærke på med titlen ”SUPERFOOD”.
Hvad er din holdning til betegnelsen ”superfoods”?