Man plejer at sige, at der skal lig på bordet, før der sker noget. I forhold til at rykke ud med forebyggelse og løsninger, gælder dette vist ikke for de danske sundhedsmyndigheder. Overvægt og diabetes dræber iflg. WHO flere mennesker, end der bliver dræbt i trafikken, men det er først, når en kendis eller to træder frem, at myndigheder og befolkning måske begynder at reagere konstruktivt.
Søren Huss har i de forgangne uger fortalt os alle, hvordan han fik sin diagnose som Type2Diabetiker, og hvordan han forholder sig til sin sygdom. Al ære værd, at han så hudløst og jordnært fortæller om både sin livsstil før og nu, og om sine overvejelser i forhold til kost, motion og medicin. Det er de personlige historier, der rykker vores forståelse for årsag og virkning, lidelse og håb. Og lige netop denne historie kan gøre en kolossal positiv forskel for de tusindvis af danskere, der står i samme situation. Tak, Søren.
Men blækket er formentlig knap nok tørt, før en flok af eksperter og autoriteter vil benytte situationen for at få denne kendis ind i varmen som ambassadør for lige netop den vidunderkur, der kan redde hans liv. Det har Diabetesforeningen allerede gjort, men Søren Huss kan heldigvis tænke og handle selv, og han har allerede regnet ud, at kosten er vigtigere end medicinen. Og ikke nok med det: han er målrettet og insisterende, konsekvent og videbegærlig, og han accepterer ikke bare den gængse medicinske behandling, som lægerne har lært at tilbyde, og ej heller Diabetesforeningens forældede anbefalinger om kost, motion og medicin.
Det er dog ikke alle, der magter at forholde sig til så gennemgribende forandringer i hverdagslivet, som det kræver at leve med diabetes. Den lette løsning er at sige ja til medicinen og alle dens bivirkninger. Ikke fordi medicinen helbreder Type2Diabetes, men fordi ansvaret nu ligger hos lægen, og det er relativt ukompliceret bare at tage medicinen og så i øvrigt gøre, som man plejer. Men det er en stakket frist, for medicinen udskyder blot de invaliderende følgesygdomme, og så er intet længere, som det plejer.
Sundhedsmyndighederne bør træde i karakter. Det er dem, der på befolkningens vegne bør handle målrettet og insisterende, konsekvent og videbegærligt. De kan ikke blive ved med at vende det blinde øje til og påstå, at det er folks egen skyld, at de bliver overvægtige og får diabetes. Der er noget, sundhedsmyndighederne har fejlopfattet i sygdomsmekanismerne, og som et minimum bør de tage skridt til at gennemgå nyeste forskning og evidens for at få en bedre forståelse. Der er f.eks. endnu ikke sket en opdatering af myndighedernes og Diabetesforeningens kostråd til trods for, at de to toneangivende og centrale diabetesorganisationer, The American Diabetes Association (ADA) og European Association for the Study of Diabetes (EASD) i september anbefalede helt andre kostråd end de eksisterende og håbløst forældede.
I hele verden er der en bevægelse i gang for at forebygge diabetes og vende sygdomsudviklingen hos den enkelte diabetiker og på verdensplan. Det ér muligt, og den optimale indsats sker gennem klogere valg af hverdagsmad, som hverken har bivirkninger eller er specielt dyr i forhold til medicin. Det er bare med at komme i gang på både det personlige plan som på det officielle plan – og det kan kun gå for langsomt.