Der er inviteret til gratis debat for alle med interesse i Type 2 Diabetes og livsstil. Det er ikke politikerne i Folketingssalen, der skal informeres inden for det sidste nye om diabetes, men dig og mig. Det er Venstres Velfærdsnetværk i Region Hovedstaden, der står som arrangør i samarbejde med bl.a. Diabetesforeningen.

Hvorfor nu denne store interesse for diabetes? Antallet af mennesker med diabetes er mere end fordoblet fra 2000-2016. Mindst 260.750 danskere har diabetes (heraf 235.175 med type 2-diabetes). 60.000 danskere ved endnu ikke, at de har type 2-diabetes, og det skønnes at 300.000 dansker har forstadie til type 2-diabetes (prædiabetes). Diabetes koster det danske samfund omkring 86 mio. kr. om dagen, og det skønnes, at i 2030 vil 430.000 danskere være diagnosticeret med type 2-diabetes (kilde: Diabetesforeningen).

Til debatten kommer der en række eksperter, politikere samt interesseorganisationer, som vil diskutere kostrådene, samt om udbuddet/tilbuddet i det offentlige behandlingssystem er godt og effektivt nok, når nu antallet af diabetikere er støt stigende.

Det er interessant, at lige præcis kostrådene og behandlingsudbud/tilbud bliver udfordret med henvisning til, at antallet af diabetikere er støt stigende. Jeg tolker det som, at ”nogen” udmærket ved, at der er en årsagssammenhæng.

Jeg og mange andre har henvendt sig til arrangørerne og opfordret til at live-streame debatten til hele den danske befolkning. Det er da kun rimeligt, at alle får indblik i den fælles udfordring, det er, at vi som skatteborgere er med til at betale 86 mio. kr. om DAGEN til en sygdom, der for de flestes vedkommende kan afhjælpes og i mange tilfælde reverseres ved en ændret livsstil, nemlig gennem kosten. Også personlig lidelse og forfærdelige følgesygdomme kan reduceres eller fjernes helt via en bedre og klogere kost.

Jeg kan desværre ikke selv være til stede, men hvis det bliver sendt live, så sidder jeg klar til at tage notater og vil efterfølgende komme med min vurdering af indhold og pointer. Så jeg krydser fingre for LIVE-sending.

Hvis der stadig er ledige pladser, kan du tilmelde dig her: https://lofskolen.dk/foredrag/sundhedsforedrag/type-2-diabetes-og-livsstil/id/20013?fbclid=IwAR24ZGlOOzESZY2py1W5duUu9f91My08h7UaNmDNt1J0io2mv5rSvTphtew

Indlæser Samtale