De færreste danskere kan bare gå i kostalden og hente sig en
kande mælk direkte fra koens yver. Det ville ellers være skønt for både helbred
og pengepung. Den danske mælk bliver udsat for ufattelig mange indgreb, inden
den kan købes i supermarkedet. Her kommer rækkefølgen: malkning, opbevaring/nedkøling
til 5 gr C hos landmand, transport, opbevaring hos mejeriet, opvarmning til 55
gr C, centrifugering/adskillelse i fedt og skummetmælk, tilsætning af fedt igen
til ønsket fedtprocent, homogenisering/fedtpartiklerne splittes ad, pasteurisering/opvarmning
til 72 gr C, nedkøling igen til 5 gr C, tapning på karton, opbevaring,
transport til terminaler og butikker. Og så kan du endelig købe din ”friske”
liter mælk.
Men før mælken bliver udsat for alle disse industriprocesser
er der også sket noget med selve malkekoen! Den er naturligvis blevet forædlet,
bl.a. så den kan give et større udbytte. Igennem hele forædlingsprocessen og måske
også gennem mutationer, er der opstået køer med en anden type mælk end den
oprindelige komælk. De fleste moderne malkekøer leverer i dag en mælketype, der
kaldes A1. Oprindelige urgamle ko-racer leverede mælketype A2, og køerne findes
heldigvis endnu, så vi stadig kan få A2 mælk. Forskellen mellem A1 og A2 mælk skyldes en enkelt aminosyre i et af
mælkens proteiner.
Der er meget fokus
på virkningen af de 2 forskellige mælketyper på vores fordøjelse og helbred.
Heller ikke forskerne kan komme med en endegyldig anbefaling endnu. Nu går
jeg jo vældig meget op i autentiske fødevarer kontra industrifremstillede
produkter, så uanset hvad forskerne kommer frem til, så vil jeg klart
foretrække en mælk så tæt på sin oprindelse som muligt. Jeg foretrækker også et
naturligt fedtindhold, så balancen mellem næringsstofferne er som oprindelig tiltænkt.
Og hvis mælken så også kunne være uhomogeniseret, så ville det være et ekstra
plus. Men alle de ønsker er nok for meget forlangt for kartonmælk, og helt
urealistisk bliver det vist, hvis jeg også vil have mælken upasteuriseret. Måske
jeg bare skulle se at finde en bondemand i nærheden, der vil sælge mælk fra
stalddøren og så håbe, at det er fra A2 køer.
Hvis du vil vide mere, kan du naturligvis Google A1 og A2
mælk, men du kan også starte her:
http://thise.dk/qa/ og klik
på sidste punkt ”Hvad er Urmælk fra Thise?”
http://www.maelken.dk/maelkeleksikon/a1-og-a2-maelk fra Landbrug og Fødevarer.