Har du nogensinde prøvet at komme til at knuse en vindruekerne mellem tænderne, når du spiste en vindrue? Besk og bitter vil jeg tro, du syntes den var. Hvis nu du havde brug for noget nærende fedtstof, ville det så være din første tanke at indsamle x-antal vindruekerner, for derefter at knuse dem, forsøge at opsamle den bittelille smule fedtstof fra dem, for til sidst at indtage fedtet med et veltilpas og mæt smil? Nej vel.

Vindruekerner er et restprodukt fra f.eks. vinfremstilling. For at få lidt penge ud af det fandt industrien på at udvinde den sidste olie (!) og sælge det til os som et alternativ til animalsk fedt, som på samme tidspunkt blev dømt ude. Hvordan man får så meget olie ud af så små kerner er lidt af et mirakel: det kan kun foregå ved kraftig mekanisk hjælp, og den beske smag må efterfølgende fjernes vha. kemiske processer, som kun producenterne kender til. Den færdiglavede olie sælges som sund, men ikke desto mindre er det et artsfremmed og kunstigt produkt for os mennesker, når vi spiser det i så store koncentrerede mængder og uden dets oprindelige emballage: vindruen.

Vælg olier, som stammer fra naturlige store "oliekilder" såsom oliven og kokosnødder, som indeholder en optimal mængde mættet fedt. Eller vælg de fedtstoffer, som vi som art er skabt til at leve af nemlig animalsk fedt.

Min konklusion på dette må være, at hvis vindruekerneolie skulle være sundt for os, så ville vi frydes ved at knuse, sluge og fordøje vindruekernerne, hver gang vi spiser en vindrue. Gør du det? Læg en kommentar.

Indlæser Samtale