Midt i maj skrev jeg en artikel om de klemmeposer med frugtmos, som så mange babyer og småbørn (samt deres forældre) er så glade for. Umiddelbart efter artiklen indsendte jeg en anmeldelse til Fødevarestyrelsen om teksten på Semper Børnemads hjemmeside omhandlende frugtmos og snacks, som tydeligvis vildledte forældre om sukkerindholdet i produkterne. Overskriften i deres beskrivelse var: Mellemmåltider uden sukker. Men ved at gennemgå ingredienserne i de såkaldte mellemmåltider, kunne jeg konstatere, at der i alle Sempers frugtmos og snacks var store mængder af sukker.

Efter adskillige henvendelser til Fødevarestyrelsens ”taskforce” Kosttilskudsgruppen har jeg endelig i dag fået meddelelse om, at Semper beder om aktindsigt i min anmeldelse. Dette har jeg naturligvis givet dem. Sagsbehandlerne vil vende tilbage til mig, når de har gennemført deres kontrol.

Og så blev jeg nysgerrig. Hvordan mon det går på Sempers hjemmeside? Jeg har tjekket op på hjemmesiden nogle gange i løbet af sommeren, og minsandten i dag er den vildledende overskrift blevet fjernet. Mon det er i erkendelse af, at de har overtrådt reglerne?

WHO/Europa har for nylig advaret mod babymad med høje mængder af sukker. Frugtkoncentratet, som benyttes til babymos og smoothies har en alt for høj koncentration af sukkerstoffer.

Nu er jeg spændt på, hvad Fødevarestyrelsen kan melde tilbage til mig. Uanset hvad resultatet bliver, så har sukkerholdige klemmeposer ingen næringsværdi for små børn, der har brug for ærlige måltider med rigtig mad for at kunne vokse sig sunde og stærke.

 

Her er min artikel fra maj https://stiften.dk/debat/For-meget-sukker-er-som-at-tvangsfodre-en-gaas/artikel/577048

Læs anmeldelsen her https://www.mariesmadmission.dk/blog/anmeldelse-til-fodevarestyrelsen-producent-lyver-og-vildleder-foraeldre

WHO/Europa’s rapport: http://www.euro.who.int/en/media-centre/sections/press-releases/2019/whoeurope-studies-find-baby-foods-are-high-in-sugar-and-inappropriately-marketed-for-babies

Også nævnt i Ekstrabladet: https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/who-slaar-alarm-for-meget-sukker-i-dansk-babymad/7715298?fbclid=IwAR3qYEMUXtTKkzyiZmSODoJwzGH9eBIrGtASZ8AkLGg5IkJzfhKpoVNFw0c

Indlæser Samtale