En af mine bekendte vælger mandeldrik som alternativ til komælk. Det har hun valgt ud fra et miljø- og sundhedssynspunkt, idet hun ikke vil støtte opdræt af malkekvæg, og fordi hun føler, at animalske produkter er usunde for hende. Jeg respekterer fuldt ud min bekendtes valg. Jeg er dog født nysgerrig, så jeg købte en mandeldrik for at undersøge den nærmere.

Jeg valgte en usødet, økologisk og 100% plantebaseret mandeldrik, som jeg forventede var den reneste, jeg kunne vælge, og da jeg kom hjem, fik jeg nærlæst ingredienslisten. Ingredienserne i den valgte mandeldrik er: vand, mandler (5,5%), majsmaltodextrin, stabilisatorer (johannesbrødkernemel, guargummi), havsalt, solsikkelecithin. 100% økologisk, glutenfri og laktosefri. En karton med en liter koster 29 kr.

  1.       vand: er nævnt som det første, så det er altså hovedingrediensen. I forhold til næste ingrediens på 5,5% er prisen på 29 kr. for denne ca. 0,94 liter vand ret høj i mit perspektiv
  2.       mandler (5,5%): ca. 60 gram = ca. 50 mandler = ca. 50 øre pr. mandel i denne kartons pris
  3.       majsmaltodextrin: er et kunstigt fremstillet stabiliserings- og bulkmiddel. Der står på forsiden af kartonen, at drikken er usødet, og maltodextrin smager da heller ikke sødt. Det er et kunstigt nedbrydningsprodukt af majsstivelse med så lavt indhold af glukose, at det ikke kan smages. Se uddybende noter nederst.
  4.       stabilisatorer (johannesbrødkernemel, guargummi): er jævnings- og fortykningsmidler, som er tilsat for at få en konsistens som komælk
  5.       havsalt (0,08 gram): tilsat for at smagen ikke opleves fad og kedelig
  6.       solsikkelecithin: emulgator, for konsistensens skyld
  7.       100% økologisk: jeg forventer, at alle indholdsstoffer er dyrket uden sprøjtegifte
  8.       glutenfri og laktosefri: det har altid undret mig, at det skulle være nødvendigt at reklamere for noget, der IKKE er i. Komælk reklamerer for eksempel aldrig for, at den er glutenfri.

Der er opstået en kæmpestor industri i erstatningsprodukter til vegetarer og veganere i kølvandet på den aktuelle grønne miljøtrend. Det kan bekymre mig, at man som vegetar og veganer nu lokkes til at spise industrifremstillede og kunstige produkter, som indeholder tilsætninger, kroppen ikke kan genkende. Uanset kostretning, er det sundest at spise naturlig, autentisk mad, der ikke har været en tur igennem en fabrik, og som ikke prøver at ligne noget andet.

Hvad er mest mærkeligt: vand, komælk eller mandeldrik? Jeg spiser bare mandlerne rå og drikker vand til, og kaffen eller teen behøver jo ikke noget mælkelignende i.

Fik du læst ”Mærkelig mad, del 1”? https://www.mariesmadmission.dk/blog/maerkelig-mad

Noter:

Kilde vedr. sødning: https://www.dansukker.dk/dk/om-sukker/soedningsleksikon

Maltodextrin er en sammenfattende benævnelse for oligo- og polysaccharider af glukose, dannede ved partiel nedbrydning af stivelse. Dextriner eller maltodextriner fremstilles gennem ophedning af stivelse (gelatinisering), fulgt af enzymatisk hydrolyse. Nedbrydelsesgraden er mellem stivelse og stivelsesirup, med et DE-tal mellem 2 og 20. Maltodextrin er letopløseligt og smager ikke sødt. Det anvendes som stabiliseringsmiddel og bulkmiddel i mange fødevarer.

Dextroseækvivalent (DE) angiver nedbrydelsesgraden af stivelse. DE defineres som mængden af reducerende sukker udtrykt som glukose i procent af tørstofindholdet (dvs. jo højere DE, desto mere glukose og mindre dextrinindhold). En fuldstændig syrehydrolyse omdanner al stivelse til glukose, men medvirker også til, at der dannes bitre nedbrydelsesprodukter. Stivelsesnedbrydningsprodukter med DE på under 20 kaldes maltodextriner.

Indlæser Samtale