En af mine tidligere kolleger synes, at jeg spiser mærkelig mad. Umiddelbart når man sammenligner vores mad, er der ikke noget, der springer i øjnene som mærkeligt, men begynder man at nærstudere råvarerne, næringsindhold, fordeling og ”naturlighed”, så er der en verden til forskel. Hun har for nylig præsenteret mig for en vegansk cheddarost. Osten har hun valgt ud fra et miljø- og sundhedssynspunkt, idet hun ikke vil støtte opdræt af malkekvæg, og fordi hun føler, at animalske produkter er usunde for hende. Jeg respekterer fuldt ud min kollegas personlige valg. Jeg er dog født nysgerrig, så jeg købte en cheddarost for at undersøge den nærmere.

Den veganske ost indeholder: Vand, kokosolie (23%), modificeret stivelse, stivelse, havsalt, moden cheddararoma, olivenekstrakt, farve: beta-caroten, vitamin B12. Den indeholder ikke mejeriprodukter, laktose, soja, nødder, gluten eller konserveringsmidler. Tilberedt med vegetabilsk olie.  Den er IKKE økologisk og koster 156,25 kr/kg.

  1. vand: er nævnt som det første, så det er altså hovedingrediensen.
  2. kokosolie (23%): det er ikke oplyst i hvilken form olien er benyttet (raffineret, koldpresset eller andet?), eller hvilken funktion olien har.
  3. modificeret stivelse: bruges til at påvirke fødevarers konsistens, fx ved at stabilisere eller fortykke dem. Modificeret stivelse er en naturlig stivelse, der er påvirket kemisk, og den udvindes primært fra kartofler, hvede, majs og ris. Her er ikke nævnt, hvorfra stivelsen kommer, men den kommer ikke fra hvede, da produktet er glutenfrit.
  4. stivelse: et komplekst kulhydrat fra f.eks. kartofler, hvede, majs og ris. Her er ikke nævnt, hvor stivelsen kommer fra, men den kommer ikke fra hvede, da produktet er glutenfrit.
  5. havsalt, 2,3%: tilsat for at smagen ikke opleves fad og kedelig
  6. moden cheddararoma: formel ikke oplyst
  7. olivenekstrakt: funktion ikke oplyst
  8. farve, beta-caroten: her brugt som gulligt-orange farvestof.
  9. vitamin B12: tilsat fordi det ikke findes i vegetabilske fødevarer og derfor bør tilføres som tilskud til en plantebaseret kost.
  10. produktet indeholder ikke mejeriprodukter, laktose, soja, nødder, gluten eller konserveringsmidler: det har altid undret mig, at det skulle være nødvendigt at reklamere for noget, der IKKE er i. Komælk reklamerer for eksempel aldrig for, at den er glutenfri.
  11. Tilberedt med vegetabilsk olie: en oplysning, der understreger, at der ikke er brugt animalske fedtstoffer, men der nævnes ikke, hvilken type vegetabilsk olie, der så er benyttet.

Næringsindhold:

 

Vegansk cheddar

Komælks cheddar

Energi

1190 kj / 285 kcal

1725 kj / 415 kcal

Fedt

23 g

34,9 g

- heraf mættede fedtsyrer

21 g

21,7 g

Kulhydrat

20 g

0,1 g

- heraf sukkerarter

0 g

0,1 g

Protein

0 g

25,4 g

Salt

2,3 g

1,9 g

Pris pr. kg

156,25 kr/kg

131,67 kr/kg

 

Læg især mærke til, at der ikke er protein i den veganske ost, men til gengæld rigtig mange kulhydrater! Det er temmelig foruroligende, fordi kroppen har brug for protein og har ikke brug for kulhydrater.

Sammenlignet med almindelig traditionel cheddarost fra komælk, vil jeg klart vælge komælksversionen. Den indeholder: pasteuriseret mælk, salt, mælkesyrekultur, mikrobiel osteløbe, farve. Og hvis jeg var vegetar eller veganer, ville jeg slet ikke vælge en kunstig wannabe-ost, men i stedet vælge naturlige vegetabilske råvarer som pålæg eller i madlavningen.

Der er opstået en kæmpestor industri i erstatningsprodukter til vegetarer og veganere i kølvandet på den aktuelle grønne miljøtrend. Det bekymrer mig, at man som vegetar og veganer nu lokkes til at spise industrifremstillede og kunstige produkter, som indeholder tilsætninger, kroppen ikke kan genkende. Uanset kostretning, er det sundest at spise naturlig, autentisk mad, der ikke har været en tur igennem en fabrik.

 

Fik du ikke læst de tidligere afsnit om Mærkelig mad? Find dem her:

Om jordbæris https://www.mariesmadmission.dk/blog/maerkelig-mad

Om mandelmælk https://www.mariesmadmission.dk/blog/maerkelig-mad-del-2

Om frugtstænger https://www.mariesmadmission.dk/blog/maerkelig-mad-del-3

Om remoulade https://www.mariesmadmission.dk/blog/maerkelig-mad-del-4

 

Indlæser Samtale