Kalorier - kan man regne med dem?

Sundhedsmyndighederne siger: Forbrænd det samme antal kalorier, som du spiser, for så tager du ikke på i vægt. Og forbrænd flere kalorier end du spiser, så taber du dig. Det passer bare ikke, derfor har du svært ved at tabe dig, når du tæller kalorier. Man kalder det energibalancen, men det er noget vrøvl ift. vægttab. Hvis jeg ville tabe mig og forbrændte flere kalorier hver dag, end jeg spiste f.eks. en forbrænding svarende til 1 kg kropsvægt om måneden, så ville jeg i løbet af 4 år veje 5 kg. Dét kan enhver se, er noget vrøvl.

Hvis du var et oliefyr, så passer regnestykket. Men nu er du altså et fantastisk skabt menneske med en krop, der er klog på sin egen overlevelse. Hypotese: Hvis det er meningsfuldt bare at lave et simpelt kalorieregnskab, så er det vel ligegyldigt, hvor kalorierne kommer fra? Hvis du kan tabe dig ved kun at spise 1.500 kcal i døgnet og forbruge 2.000 kcal, kan det vel være lige meget om du spiser de 1.500 kcal fra småkager/læskedrikke eller fra kød/fedt? Men NEJ, det er ikke lige meget! Kroppen forbrænder og bruger kalorier forskelligt. Kalorier fra kulhydrater og sukker bruges og oplagres helt forskelligt ift. kalorier fra fedt og protein. Derudover mætter kalorierne også forskelligt: kalorier fra kulhydrater mætter kun kortvarigt, kalorier fra protein mætter lidt længere og kalorier fra fedt mætter i lang tid.

Kroppen har naturligvis brug for næringsstoffer og energi (kalorier) for at kunne klare alle funktioner inde i kroppen og for at kunne bevæge sig. Den har et basalt stofskifte, der hele tiden sørger for din overlevelse. Hvis der sker ændringer udenfor kroppen eller inde i kroppen, så regulerer kroppen sit stofskifte. Det betyder, at hvis du indtager færre kalorier over en periode, så skruer kroppen automatisk ned for sit stofskifte og finder et passende niveau, så du ikke dør eller tager skade. Er du udsat for regulær sult, vil kroppen justere stofskifte og andre livsvigtige funktioner i meget lang tid. På et tidspunkt lukker den også ned for vitale funktioner, indtil den enten dør eller får tilført energi igen.

Så alt i alt er der rigtig meget, der har betydning for kroppens vægt og velbefindende. Det kan ikke bare gøres op i et simpelt regnestykke.